Vinter OL

Curlingkvinder nyder at modbevise skeptikere

De danske curlingkvinder fandt ekstra motivation i, at ingen regnede med dem inden vinter-OL.

Ingen troede for alvor på, at Danmarks curlingkvinder kunne indløse billet til vinter-OL i sydkoreanske Pyeongchang.

Team Danmark droppede i september støtten til kvinderne og satsede i stedet alle pengene på herrerne frem mod OL.

Men kvinderne kom mod alle odds med til legene alligevel.

Efter flere udskiftninger overraskede skipper Madeleine Dupont, søster Denise Dupont og resten af det hastesammensatte hold ved at vinde 5-4 over Italien i en afgørende kamp ved et kvalifikationsstævne og dermed snuppe den sidste OL-billet.

- Det er altid fedt, når der er nogen, der siger, at de ikke tror så meget på os, og at man så viser, at det kan man godt.

Dansk curling-kaptajn: Vi lægger os ikke fladt ned

- Jeg vil sige til Team Danmarks forsvar, at når man kiggede på vores hold for fire måneder siden, så gav jeg det heller ikke mange chancer.

- Men det var en fed motivation at sige: Nå, det troede de ikke på. Så lad os da lige vise, at det ikke er umuligt, siger Madeleine Dupont.

- Sådan fungerer vi godt på holdet. Når vi er underdogs. Hvis der er en masse, der siger, at det kan nok ikke lade sig gøre, så har vi alle sammen drivkraft nok til at modbevise dem, siger hun.

To gange på fire år har holdet skulle starte forfra, fordi det gik i opløsning. Blandt andet blev den erfarne skipper Lene Nielsen skadet og kunne ikke fortsætte.

- Rejsen har været anderledes, end noget jeg har oplevet før. Normalt har man et hold, og så siger man: Om fire år vil vi rigtigt gerne det her.

- Det gjorde vi også for fire år siden med mit hold. Så gik der et par år, så gik det fra hinanden.

- Så fandt vi et nyt hold, som gerne ville det. Så gik der et år mere, og så fandt tre af pigerne ud af, at det ikke lige var det, de ville, kunne eller havde overskud til.

- Så stod vi to tilbage for fire måneder siden uden et hold. Bare min søster og jeg. Og tænkte: Det var nok den drøm, der røg der, husker Madeleine Dupont tilbage.

Indlemningen af de to 18-årige juniorer Julie Dall Høgh og Mathilde Halse skulle vise sig at redde hele projektet.

- Men så dukkede der to styk rødhårede 18-årige op ud af det blå. Og de har vist sig at være alt andet end 18, når det kommer til curling. De er bare dygtige og har alt, hvad der skal til.

- Og så lige pludselig står man der og har en sten til at afgøre det. Mere kunne man ikke bede om, lyder det fra skipperen, som satte den afgørende sten præcist i huset i sejren over Italien.

259 OL-medaljer skal uddeles: Så meget er de værd

Inden OL er der ikke medaljeforventninger til curlingkvinderne, fortæller Ulrik Schmidt, sportschef i Dansk Curling Forbund.

- Resultatmæssigt vil jeg ikke sige, at vi kan tillade os at have nogle forventninger. De kom ind som det tiende hold, og kan de vinde en kamp eller to, så er vi glade, siger sportschefen.

Han er imponeret over, at holdet overhovedet kom med til vinterlegene.

- Deres rejse har været tumultagtig. Madeleine og Denise har bygget holdet op på rekordtid med stortalenterne Julie og Mathilde.

- De har kæmpet med alt, hvad de kunne. Der er blevet arbejdet stenhårdt med de få midler, de har haft, siger Ulrik Schmidt.

Curlingkvinderne skal onsdag morgen dansk tid møde Sverige i den første kamp.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her