Sharapova sejrede efter 21 servegennembrud

Maria Sharapova er videre til kvartfinalerne ved French Open efter vild sejr over Klara Zakopalova.

Andenseedede Maria Sharapova er kommet et skridt tættere på den eneste grand slam-titel, hun ikke har vundet.

Den 25-årige russiske tennisspiller spillede sig mandag frem til kvartfinalerne ved French Open i Paris, da hun besejrede tjekken Klara Zakopalova 6-4, 6-7, 6-2.

Bag de ikke så usædvanlige cifre gemmer sig historien om en kamp med usædvanligt mange servegennembrud, selv i kvindetennis.

Ni gange fik Maria Sharapova sin serv brudt i kampen, men heldigvis for russeren brød hun Zakopalovas serv hele 12 gange af 15 mulige.

Afværgede to sætbolde

Maria Sharapova førte ellers flere gange i andet sæt, men i denne kamp var det ingen fordel for russeren, når hun kunne serve for sejren.

I tiebreaken afværgede Sharapova to tjekkiske sætbolde, men da russeren satsede på et vinderslag på Zakopalovas andenserv, sendte hun bolden ud af banen.

I tredje sæt skete der noget usædvanligt. Maria Sharapova begyndte at holde sin serv, og selvom det også lykkedes for Zakopalova en enkelt gang, måtte tjekken bøje sig for overmagten.

Sluttede med dobbeltfejl

Symbolsk afsluttede Klara Zakopalova kampen med at begå en dobbeltfejl.

Maria Sharapova har to gange været i semifinalerne ved French Open, senest sidste år, men hun har endnu til gode at komme i finalen.

I kvartfinalerne skal Maria Sharapova op mod enten esteren Kaia Kanepi eller hollænderen Arantxa Rus.

Kaia Kanepi slog danske Caroline Wozniacki ud i tredje runde.

Farvel til Li Na

Den forsvarende French Open-mester, kineseren Li Na, røg ud i ottendedelsfinalerne.

Hun tabte overraskende 6-3, 2-6, 0-6 til Yaroslava Shvedova fra Kasakhstan.

Shvedova ligger blot nummer 142 på verdensranglisten.

Ritzau

Andre læser

Mest læste

Del artiklen