Ny nedtur får konsekvenser for Wozniacki
Caroline Wozniacki ryger ned på en niendeplads på verdensranglisten ugen inden French Open.
Nedturen fortsætter for Caroline Wozniacki på verdensranglisten i tennis. Her er den tidligere nummer et mandag røget endnu en tand ned, så hun nu ligger på niendepladsen.
Årsagen er selvfølgelig, at hun måtte trække sig fra sin kamp i anden runde af WTA-turneringen i Rom og derfor kun hentede et enkelt point.
Li Na i fremgang
Samtidig lykkedes det for kinesiske Li Na at nå finalen, som hun tabte til Maria Sharapova. Men det var nok til både at overhale Wozniacki og Marion Bartoli på verdensranglisten.
Faldet til niendepladsen kan få betydning for Caroline Wozniacki allerede i næste uge, hvor French Open begynder.
Døjer med skader
Her vil hun nemlig - med mindre en af de otte foranliggende spillere melder afbud - blive seedet på niendepladsen og risikerer dermed at møde en af de store kanoner allerede i ottendedelsfinalen.
Flere af de topseedede spillere døjer med skader lige nu. Blandt andre trak både Serena Williams og Victoria Azarenka sig med skader fra turneringen i Rom, men det forventes at de begge stiller op i Paris til årets anden grand slam-turnering.