Li Na knækkede Sharapova og snupper finale

Li Na er klar til finalen i French Open efter sejr i semifinalen på 6-4, 7-5 over Maria Sharapova.

Artiklens øverste billede

Li Na fortsætter med at imponere og spille det bedste tennis, kineseren nogensinde har præsteret, da hun torsdag spillede sig i finalen ved French Open.

Det er Li Nas første finale i French Open.

Kineseren vandt 6-4, 7-5 over Maria Sharapova i en kamp, som var lige så uforudsigelig som vinden, der susede hen over anlægget i Paris og fejede meget af gruset væk.

I perioder af kampen blev den lange russer slået ud af banen af den veloplagte og hårdt arbejdende kineser.

Men Maria Sharapova fattede alvoren, da spillerne gik ud til andet sæt.

Sharapova fik spillet sig ind i kampen ved at bryde Li Na i andet sæts første parti efter en lang og hård duel.

Det parti knækkede kortvarigt selvtilliden hos kineseren, som pludselig var ude at stand til at returnere selv den nemmeste bold.

Boldene susede ud over linjerne, mens russeren og publikum så undrende til.

Skal møde Schiavone

Li Na genfandt dog vinderinstinktet og vandt sættet 7-5.

Det er anden gang i karrieren, at kineseren står i en grand slam-finale. Tidligere i denne sæson tabte Li Na finalen i Australian Open til belgieren Kim Clijsters.

I finalen står kineseren over for italieneren Francesca Schiavone, som vandt den anden semifinale sikkert over hjemmebanefavoritten Michele Bartoli i to sæt 6-3, 6-3.

Ritzau

Andre læser

Mest læste

Del artiklen