Wozniacki-kamp: 12 år efter stor juniorfinale mødes de igen
I 2005 vandt Caroline Wozniacki over rumæneren Mihaela Buzarnescu i stor amerikansk juniorturnering. Nu mødes de for første gang igen.
Når Caroline Wozniacki sent mandag aften dansk tid tager hul på Grand Slam-turneringen US Open kommer hun til at stå overfor rumæneren Mihaela Buzarnescu. De to har aldrig tidligere mødt hinanden fremgår det af diverse tennisstatistikker.
Men det er faktisk ikke helt korrekt.
I december 2005 stod de to overfor hinanden i finalen i turneringen Orange Bowl i USA, der betegnes som en af de største juniorturneringer i verden. Den dengang 15-årige Wozniacki vandt 6-1, 6-4 i finalen. Sejren i den finale var med til for alvor at sætte gang i Wozniackis juniorkarriere. Året efter vandt hun juniorudgaven af Wimbledon.
»Det er en af de største turneringer, og jeg har bevist overfor mig selv, endnu en gang, at jeg er en af de bedste spillere,« sagde Caroline Wozniacki efter sejren i Orange Bowl i 2005.
Nu 12 år senere mødes de igen.
Siden dengang har de to spillere taget hver sin vej på tennisbanerne.
27-årige Caroline Wozniacki har været nummer et i verden, mens 29-årige Buzarnescu aldrig for alvor har formået at slå igennem som seniorspiller. Normalt spiller hun turneringer på næsthøjeste niveau.
Det er første gang Buzarnescu har spillet sig frem til en Grand Slam-turnering. Buzarnescu har været igennem kvalifikationsturneringen i New York for at komme med i hovedturneringen. Rumæneren har gang i en god sæson, hvor hun er rykket fra nummer 540 I begyndelsen af året til hendes nuværende placering som nummer 133.
Wozniacki er seedet som nummer fem i US Open og er storfavorit i opgøret.