Wozniacki: Jeg er ved at blive gammel
Mindre træning og en accept af, at kroppen bliver ældre, har hjulpet Caroline Wozniacki tilbage til verdenstoppen.
I slutningen af denne måned er der mulighed for, at Caroline Wozniacki kan gøre comeback som verdensranglistens nummer et efter fem år.
Hun har vundet 46 kampe på nuværende tidspunkt på kvindernes tour i år, det er mere end nogen anden af konkurrenterne.
Da den danske tennisspiller for et år siden gik på banen til US Open, var det med en placering som nr. 74 i verden, men efter et velspillet 2017 er hun igen blandt verdens bedste kvindelige tennisspillere.
At Caroline Wozniacki har genfundet vejen til verdenstoppen, skyldes ifølge hende selv, at hun har undgået skader, lært at lytte til kroppen og skræddersy sin træning efter den.
Hun har erkendt, at det var nødvendigt at lave ændringer efter at have været med i toptennis i mange år.
»Kroppen kan ikke klare de samme ting, som da jeg var 18-19 år. Det har jeg bare måtte tænke på,« siger den 27-årige tennisspiller i et interview med Independent.
Caroline Wozniacki har også givet sig tid til at holde fri fra tennis og nyde tid med familie og venner hjemme, hvorefter hun har følt, at hun er kommet tilbage med større energi og gejst.
På twitter lægger hun ikke skjul på, at alderen og de mange år i gamet kan mærkes. Her står:
»Jeg skærer ned på min træning. Jeg er ikke 18 længere. Jeg bliver gammel.«
I interviewet med Independent fortæller Caroline Wozniacki også, at det ikke er et mål i sig selv, at blive nummer et igen, men at hun ville blive glad, hvis det skete.
»Jeg tror, at alle vil være nr. 1. Det er alles drøm. Hvis det sker, sker det, og jeg vil selvfølgelig være meget glad. Men hvis det ikke gør, er det også okay. Jeg prøver bare at gøre mit bedste,« siger hun.
Danskeren tilbragte 67 uger på toppen af verdensranglisten, sidst hun lå der. Det var fra oktober 2010 til januar 2012.
Wozniaki er dog ikke den eneste, der kan spille sig helt i top af verdensranglisten. Hun er en af fem spillere, da også Simona Halep , Angelique Kerber, Elina Svitolina og den forsvarende verdens et'er Karolina Pliskova kan nå førstepladsen.