Fortsæt til indhold
Tennis

Piotr Wozniacki efter vildt comeback: Måske godt, at hun får en fridag

I sidste sæt var modstanderen helt færdig både fysisk og mentalt, lød det fra Wozniacki-lejren efter dramatisk sejr.

MIKKEL HEMMER-HANSEN JYLLANDS-POSTENS UDSENDTE MEDARBEJDER

WIMBLEDON

Træner Piotr Wozniacki fik mange lykønskninger og klap på sin hvide Adidas T-shirt, da han lørdag aften evaluerede Caroline Wozniackis sejr på 3-6, 7-6 (7-3), 6-2 over esteren Anett Kontaveit.

»Fantatisk fight og tillykke,« lød det fra folk, der gik forbi.

Caroline Wozniacki var to bolde fra at blive sendt ud i andet sæt, men hun fik hevet sig selv op og leveret et stort comeback.

Er det et af de største comebacks hun har leveret?

»Nej, det tror jeg ikke. Jeg vil ikke vurdere, om det er et af de største. Hun kom tilbage. Hun var hele tiden med, hun arbejdede meget hårdt, og hun fik alle bolde tilbage på mange forskellige måder, også nogle høje bolde. Hun vandt bare mange bolde, fordi hun blev ved, og det var forskellen,« siger Piotr Wozniacki.

Var du ikke nervøs?

»Selvfølgelig. Det er sport og min datter, så jo. Jeg troede på, at hun kunne vinde, fordi hvis Kontaveit skulle vinde kampen, var hun nødt til at blive ved med at lave vindere. Men i sidste sæt var hun helt færdig både fysisk og mentalt, fordi hun havde set, at Caroline tog alle bolde,« siger Piotr Wozniacki.

I næste runde venter amerikaneren Coco Vandeweghe. Den kamp spilles på mandag. De to spillere har stået overfor hinanden to gange tidligere - danskeren har vundet begge gange.

Søndag bliver der ikke spillet kampe på Wimbledons anlæg, men spillerne må gerne træne. Det er dog uvist, om hun skal det efter lørdagens kamp, der varede to timer.

»Caroline har spillet en lang kamp. Det er måske godt, at hun får en fridag, så hendes krop kan restituere. Min erfaring siger mig, at hun skal holde fri, og det vil jeg anbefale. Men det er Caroline der er boss, så vi må se, hvad hun siger,« siger Piotr Wozniacki.