Mandlige tennisspillere kan få passet deres børn - men ikke de kvindelige
Tyske Tatjana Maria håber, at WTA vil lytte til store spillere som Azarenka og Williams, der også stifter familie.
Mens de mandlige spillere på ATP-turen har mulighed for at få deres børn passet, mens de træner og spiller kamp, så tilbyder WTA ikke de kvindelige spillere samme forhold.
Udover de fire Grand Slams, der tilbyder pasning til alle spillere, er der resten af året ingen børnepasningsmuligheder for de spillere, der er blevet mødre og samtidig deltager på WTA-turen. Derfor kan de ikke tage deres børn med på tur, medmindre der er en ægtefælle eller andre med til at passe barnet, skriver ESPN.
Det vækker kritik hos den tyske spiller Tatjana Maria, der er en ud af fem mødre på dette års WTA-tur. De andre er Victoria Azarenka, tidligere nummer et på verdensranglisten, Kateryna Bondarenko, Evgeniya Rodina og Casey Dellacqua.
De fleste bruger Wimbledons pasningsmuligheder, som Maria kalder en af de bedste, men efterlyser mere hjælp fra WTA resten af året, så de kan få samme forhold som mændene.
»Det er skørt. Jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke har det samme,« siger hun til ESPN.
Den tyske spiller vendte tilbage til tennis for tre år siden - seks måneder efter hun havde født sin datter Charlotte. Her fik hun bl.a. hjælp af sin ægtemand, der tog med på tur for at passe datteren.
»Det er rart at have sin familie med på tur, men hvis du ikke har noget hjælp, er det umuligt. Det er vores job at spille tennis. Det ville være rart at få noget hjælp fra WTA,« siger Maria.
Hun er glad for, at en topspiller som Azarenka nu også er vendt tilbage til tennis, efter hun er blevet mor, lige som også Serena Williams højst sandsynligt vender tilbage, når hun er blevet mor. Forhåbentlig vil det få WTA til at tage efterspørgslen efter børnepasning mere seriøst, siger Maria.
»Hvis vi siger noget til WTA, så tager de os ikke rigtig seriøst, så det er perfekt, at spillere som Azarenka og Serena (Williams, red.), de store navne, måske kan ændre på noget,« siger Tatjana Maria, der gerne vil have flere pasningsmuligheder til turneringer som Indian Wells, Miami og Madrid.