»Bare ikke bane 2«
Tidligere på ugen fortalte Piotr Wozniacki, at de gerne vil undgå bane 2. Torsdag skal Caroline Wozniacki spille netop på den bane i Wimbledon.
WIMBLEDON
Åh nej, ikke den bane.
Sådan må det have lydt hos træner Piotr Wozniacki, da fordelingen af torsdagens kampe på Wimbledon blev offentliggjort onsdag aften. Caroline Wozniacki skal møde bulgarske Tsvetana Pironkova. Kampen skal spilles torsdag aften på bane 2, og det er ikke danskerens yndlingsbane. Hun er flere gange tidligere blevet sendt ud af Wimbledon netop på den bane.
Det fortalte Piotr Wozniacki tidligere på ugen.
»Jeg har analyseret mig frem til, at hun næsten altid taber på bane 2, så jeg har sagt til arrangøren, at vi vil spille på alle baner, bare ikke bane 2,« sagde han.
Den sidste del var ment som en joke, for spillerne bestemmer ikke selv, hvor deres kampe bliver placeret.
Caroline Wozniacki skal spille den fjerde kamp på programmet på bane 2. Kampene indledes klokken 12.30 dansk tid. Forinden skal afvikles to herresingler og en damesingle, så det bliver efter alt at dømme aften, inden Wozniacki skal på banen.
Fire gange har Wozniacki mødt Tsvetana Pironkova, og danskeren har vundet alle fire gange.
Hun er dog kendt som en dygtig græsspiller og har en gang tidligere i karrieren været i semifinalen i Wimbledon.
»Pironkova spiller godt. Vi kender hende, og jeg så hende i Eastbourne i sidste uge, og hun er ikke en nem modstander. Hun spiller godt på græs,« siger Piotr Wozniacki.
Caroline Wozniacki er aldrig tidligere kommet længere end fjerde runde i Wimbledon, men i år er muligheden der. Det mener hendes assisterende træner, tyskeren Sascha Bajin. Han er overbevist om, at han kan hjælpe danskeren med at få opfyldt sit store ønske om at vinde en Grand Slam-titel. Måske allerede i denne turnering.
»Vi kommer for at vinde, ikke for at ryge ud i kvartfinalen eller anden runde. Jeg tror, at hun har en følelse af, at hun kan vinde. Hun spillede rigtig godt i Eastbourne og var tæt på at vinde finalen,« siger Sascha Bajin.