Wimbledon beskyldes for kønsdiskrimination
De mandlige spillere dominerer de centrale baner på anlægget, mener kritiker.
Arrangørerne af Wimbledon giver de mandlige spillere bedre vilkår.
Således lyder kritikken fra aktivisten Mark Leyland, der i flere år har lavet statistikker over bl.a. fordelingen af de centrale baner på tennisanlægget og sendetider fra kampene, skriver The Guardian.
De mandlige spillere har spillet omkring dobbelt så mange kampe på anlæggets to centrale baner - Centre Court og Court No 1 - som kvinderne har, viser data fra Leyland, der i øvrigt påpeger, at både turneringerne US Open og French Open har en forholdsvis lige fordeling af deres centrale baner.
Hans data baserer sig på turneringens første uge, da turneringens anden uge primært er kvartfinaler og semifinaler, som alle spilles på anlæggets seks største baner.
Data indsamlet fra BBC’s sendetider viser ligeledes, at 76 pct. af tv-stationens sendetid fra Wimbledon i 2015 var fra mandlige kampe, mens fordelingen i 2016 var noget bedre med sendetid fra 37 mandlige kampe mod 25 kvindelige.
»Tennis er en af de få sportsgrene, hvor kvinder og mænd får samme beløb i præmiepenge og ideelt set skulle få lige anerkendelse. Men når Wimbledon, der er verdens største turnering, forsømmer kvindernes turnering, går de imod dette princip,« siger Mark Leyland til The Guardian.
Flere kvindelige tennisspillere har også tidligere kritiseret Wimbledon for deres valg. Allerede i 2011 klagede Serena Williams, da hun og søsterens kamp blev flyttet til Court 2. Hun argumenterede, at hverken Nadal eller Djokovic nogensinde var blevet bedt om at flytte bane, selv om Williams-søstrene til sammen har vundet Wimbledon flest gange. Kontroversen fortsatte, da Caroline Wozniacki, der på daværende tidspunkt lå nummer et på verdensranglisten, også skulle spille kamp på Court 2.
Så sent som sidste år klagede Venus Williams også over, at hun efter to dages regn skulle spille på Court 18, lige som Jelena Jankovic tilbage i 2007 også var utilfreds med fordelingen af banerne. Her udtalte den daværende nummer et på verdensranglisten, at hun »havde brug for en helikopter« for at nå de mindste af Wimbledons baner, hvor hun spillede flere kampe.
En talsmand fra Wimbledon siger til The Guardian, at fordelingen af baner er en »kompleks størrelse, og der vil uundgåeligt være forskel år for år afhængig af turneringens udfald.«
Desuden understreger talsmanden, at det forventes, at arrangørerne placerer store navne på Centre Court og Court No 1, men at også vejret og spillernes tilgængelighed spiller en rolle.
»Det er værd at bemærke, at der i 2016 var 65 mandlige og 67 kvindelige singles placeret på de seks største baner. På både Centre Court og Court No 1 var fordelingen 50/50,« siger talsmanden.