Wozniacki om finalenederlag: Hun var bedre end mig

Den danske tennisspiller ser nu frem mod Wimbledon, der begynder om få dage.

Artiklens øverste billede
Wozniacki tabte finalen i to sæt med cifrene 4-6, 4-6. Foto: Steven Paston/AP

På trods af lørdagens nederlag til Karolína Plísková i finalen ved Aegon International i Eastbourne, var Caroline Wozniacki ved godt mod efter kampen.

- Jeg synes, at jeg spillede virkelig godt, og jeg gjorde, hvad jeg kunne i dag. Karolína (Plísková, red.) spillede bare bedre end mig, og jeg havde især svært med hendes serv, siger danskeren.

- Men jeg synes, at vi spillede god tennis, og det er rigtig god forberedelse til Wimbledon.

Danskeren ser nu frem mod grand slam-turneringen Wimbledon, der begynder 3. juli, hvor hun håber, at hun kan få et godt resultat med hjem.

- Dette var min fjerde finale i år, men det var også mit fjerde nederlag i en finale. Jeg ville have elsket at vinde i dag, men forhåbentlig er femte gang lykkens gang.

Wozniacki tabte finalen i to sæt med cifrene 4-6, 4-6.

Hun har ellers vundet fire ud af de fem tidligere opgør med tjekken, men lørdag var det en velspillende Plísková, der trak det længste strå.

Karolína Plísková tog dermed sin tredje turneringssejr i 2017, mens Wozniacki stadig har sin første til gode.

Caroline Wozniacki vandt turneringen i Eastbourne i 2009.

/ritzau/

Andre læser

Mest læste

Del artiklen