Tennisforbund jubler over fanebærer-nyhed

Forbund jubler over, at Wozniacki skal til Rio og en succesfuld amerikaner med dansk pas.

Artiklens øverste billede
Tennisspilleren Caroline Wozniacki havde brug for en dispensation, idet hun på grund af en skade ikke har opfyldt Det Internationale Tennisforbunds krav om antal optrædener for Danmarks Fed Cup-hold inden OL. Foto: Finn Frandsen/Polfoto

WIMBLEDON — Caroline Wozniacki har for længst forladt Wimbledon-anlægget efter nederlaget i første runde, men hendes nye internationale manager er stadig her i London.

Det er fedt, at vi har en dygtig tennisspiller, der har et godt forhold til Danmark og taler dansk. Alle, der gerne vil og kan stille op for Danmark, er selvfølgelig interessante.

Henrik Thorsøe, formand for Dansk Tennis Forbund

Franskmanden Julien Cassaigne fra selskabet Lagardere Sports holder styr på sponsorkontrakter med firmaer som Adidas og Babolat, og han var naturligvis begejstret, da nyheden om Caroline Wozniackis OL-dispensation tikkede ind på telefonen.

Torsdag besluttede det 12 mand store olympiske råd under international tennisforbund (ITF) at give en OL-dispensation til den danske tennisspiller. Den var nødvendig, fordi hun ikke havde spillet nok Fed Cup-kampe for Danmark siden OL, der blev afviklet på dette anlæg i 2012. Hun missede en landskamp i Egypten i april på grund af en ankelskade, og derfor fik hun dispensationen.

I en tid, hvor Caroline Wozniacki nærmest er i frit fald på verdensranglisten og ryger ud af top-50, når penge og point gøres op efter Wimbledon, er det en god nyhed for Team Woznaicki. Som dansk fanebærer vil hun blive eksponeret til hele kloden.

»Det handler om mere end det kommercielle. Hun er stolt over at spille OL, og hun skal bære sit lands flag, hvilket kun sker en gang i livet,« siger Julien Cassaigne.

Dansk Tennis Forbund (DTF) har brugt mange ressourcer på at udarbejde den ansøgning, som i sidste ende blev godtaget af ITF.

Lettet og glad

»Det er jeg utrolig lettet og glad for. Caroline Wozniacki er en fantastisk ambassadør for dansk tennis og for tennis generelt. Hun skal være fanebærer og dermed teamkaptajn, og det er utrolig vigtigt for dansk tennis, at vi har en frontfigur som hende,« siger Henrik Thorsøe, der er formand for DTF.

Caroline Wozniacki fejrede nyheden ved at sende et billede ud på sociale medier i danske farver på en grusbane.

»Jeg er helt utrolig glad for, at det er lykkedes at opnå dispensation på baggrund af min uheldige skade. Jeg vil gerne takke det internationale tennisforbund for dispensationen samt DIF og Dansk Tennis Forbund for deres store støtte og opbakning hele vejen gennem processen. Jeg glæder mig til at kæmpe for medaljer til Danmark og er ubeskrivelig stolt over at skulle bære den danske fane ved indmarchen i Rio,« siger Caroline Wozniacki.

Holdet omkring Wozniacki er allerede på plads. Piotr Wozniacki kommer med som træner, landstræner Kenneth Carlsen bliver teamchef, og Frederik Løchte Nielsen er med som træningsmakker, en såkaldt hittingpartner. Det er usikkert, om Caroline Wozniackis nye træner, David Kotyza, skal med.

»Det har vi ikke været i dialog med Wozniacki-lejren om endnu, men det er ikke umiddelbart planen. Men vi afventer deres tilbagemelding. I første omgang har der været fokus på at få dispensationen i hus, og så samler vi op på detaljerne senere,« siger DIF’s OL-chef de mission, Morten Rodtwitt.

Modstander gav op

Torsdag var der flere gode danske tennisnyheder. Amerikanske Julia Boserup, der stiller op for USA, men har både dansk og amerikansk statsborgerskab, spillede sig videre til tredje runde i Wimbledon, da hendes schweiziske modstander, Belinda Bencic, trak sig i andet sæt med smerter i håndleddet. Boserup vandt første sæt 6-4, og da hun brød til 1-0 i andet sæt, gik Bencic op til stoledommeren og afbrød kampen.

Julia Boserup overvejer at stille op for Danmark, og hun har allerede været i kontakt med landstræner Kenneth Carlsen.

»Jeg har talt med forbundet, og jeg har muligheden for at skifte, og jeg holder kontakten. Men jeg har ikke taget en beslutning endnu. Det kunne være sjovt at spille for Danmark, og jeg ville være stolt, men den beslutning vil jeg først tage, når jeg er parat,« siger Julia Boserup.

Tæt på 150 i verden

I øjeblikket er hun nummer 225 i verden, men vil med de to sejre i hovedturneringen i Wimbledon nærme sig top-150. Placeringen på ranglisten har betydning for hendes ønske om at stille op for Danmark.

»Jeg vil gerne højere op med min rangering, så jeg kan begynde at leve af min tennis. Jeg vil gerne op, så jeg selv kan bestemme, hvilke turneringer jeg kan spille. Først derefter vil jeg tage beslutningen. Jeg vil ikke spille for Danmark på grund af, at jeg måske vil kunne få støtte,« siger Julie Boserup.

Formanden for DTF kan sagtens se Julia Boserup spille for Danmark på et tidspunkt.

»Det lyder meget spændende. Det er fedt, at vi har en dygtig tennisspiller, der har et godt forhold til Danmark og taler dansk. Alle, der gerne vil og kan stille op for Danmark, er selvfølgelig interessante. Min umiddelbare holdning er, at vi er åbne for det,« siger Henrik Thorsøe.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.