Amerikansk tennispige overvejer at stille op for Danmark

Julia Boserup har både dansk og amerikansk statsborgerskab. Hun repræsenterer USA i Wimbledon, men overvejer en dag at stille op for Danmark.

Artiklens øverste billede
Julia Boserup, amerikaner med danske rødder, kom i aktion tirsdag, men handes kamp blev afbrudt pga. regn i første sæt. Foto: Christopher Levy/ZUMA

Wimbledon

Taler man dansk, når man har en dansk far og en dansk mor, men er født i USA, og har boet samtlige 24 år i landet?

For en sikkerheds skyld kommer den første henvendelse på engelsk.

Når jeg ser hende ude til turneringerne, snakker vi sammen. Det er altid godt at se en anden dansker.

Julia Boserup, tennisspiller, om at møde Wozniacki

»Jeg taler dansk,« siger Julia Boserup med en anelse accent, der afslører, at dansk ikke er hendes førstesprog.

Hun har et håndklæde om halsen efter en omgang træning og vil gerne have et bad, inden hun er klar til at fortælle sin historie.

15 minutter senere er hun tilbage.

Smilende, lidt nervøs.

Det er ikke hver dag, at hun taler med journalister. Som nummer 225 i verden spiller hun ofte turneringer på anden eller tredje klasse uden bolddrenge og håndklædeservice.

Grand slam-debutant

Det er første gang, hun er med i hovedturneringen i en grand slam-turnering. Hun har forsøgt at spille sig ind flere gange i de fire store, men det er først nu i Wimbledon 2016, at det er lykkes.

»Der er en utrolig speciel stemning her i Wimbledon, og jeg er bare så glad for at være her efter at have spillet nogle gode kampe i sidste uge. Jeg nyder hvert sekund,« siger Julia Boserup.

Bag et lavt hegn står en flok yngre autografjægere. De råber og skriger, fordi de har fået øje på en af de store stjerner. Det er franskanden Jo-Wilfried Tsonga, der går forbi i baggrunden.

Julia Boserup er et ukendt navn i den danske offentlighed, men i år har kvalificeret sig ind i hovedturneringen i Wimbledon. Og det kan være, at vi kommer til at høre mere til hende i Danmark.

Tirsdag eftermiddag nåede hun i første runde en føring på 4-3 imod tyskeren Tatjana Maria, inden kampen blev afbrudt pga. regn.

Julia Boserup stiller op for USA, men som navnet antyder, har hun danske rødder.

Hendes far, Viggo Boserup, er dansker. Som 8-årig rejste hans forældre til USA.

»Det var the american dream,« fortæller Julia Boserup.

Hendes mor, Anne-Marie, er også er dansker. Hun rejste på ferie til USA som 25-årig og mødte Viggo Boserup i Californien. Parret slog sig ned i Santa Monica og stiftede familie.

Det var her, at Julia som 6-årig begyndte at spille tennis.

I dag spiller hun turneringer over hele verden og jagter et gennembrud. Men det er ikke kommet for alvor endnu. Hun har nærmet sig top 200, men ikke været i nærheden af top 100, hvor de store penge er.

Svært at leve af det

»Det er svært at leve af at spille tennis med min rangering, fordi man tjener ikke så mange penge. Det er en investering, fordi på det øverste niveau, som her i Wimbledon, kan man tjene gode penge. Men der er også mange svære kampe i de lavere turneringer, så det er svært at komme ind i de store turneringer,« siger Julia Boserup.

Ved siden af sin tennis læser hun på Penn State University. Det er fjernstudier, som kan passes over computeren, mens hun rejser.

Familien har bevaret en stor tilknytning til Danmark. Når hun spiller i Europa, slår hun ofte vejen forbi Danmark. Julias storesøster har mødt en dansker i USA, og de er flyttet tilbage til Danmark.

»Danmark betyder meget for mig. Min søster bor i København, og jeg har meget familie der. Så jeg rejser til Danmark ret ofte, og jeg var der for tre uger siden. Når jeg spiller turneringer i Europa, tager jeg til København og træner i KB,« siger Julia Boserup og tilføjer:

»Vi snakker også dansk derhjemme, så jeg føler mig meget dansk. Jeg føler mig lige meget dansk og amerikansk.«

Kontakten til Danmark og følelsen af at være dansk er aldrig aftaget, selv om det ene år i USA har taget det andet.

»Min mor og jeg snakker meget dansk sammen. Da jeg var mindre, var det vigtigt, fordi jeg besøgte mine bedsteforældre hvert år,« siger Julia Boserup.

Faderen driver et advokatfirma, og hendes mor tager ofte med ud til tennisturneringerne. Da Julia Boserup var yngre, var hendes mor med hver gang, nu er det ikke så ofte. Men hun er i London for at følge datteren i Wimbledon. Hun sidder på en bænk og forklarer om de tætte bånd til Danmark.

»Vi føler, at Danmark er vores hjem. Vi har meget familie i Danmark, og vi har også talt meget om at flytte hjem en dag,« siger Anne-Marie Boserup.

Med danske forældre har Julia Boserup mulighed for at stille op for Danmark. Det er noget, hun har overvejet meget.

I øjeblikket er hun dog tilknyttet og støttet af det amerikanske tennisforbund, USTA, og den forbindelse vil blive afbrudt, hvis hun stiller op for Danmark.

Også dansk statsborger

»Jeg har muligheden, da jeg både har dansk og amerikansk statsborgerskab. Lige nu træner jeg med det amerikanske tennisforbund, og jeg stiller jeg op for USA. Men det kan være, at jeg en dag træffer en anden beslutning,« siger Julie Boserup.

Hvis hun vælger at repræsentere Danmark, ville det styrke det danske landshold, det såkaldte Fed Cup-hold. I øjeblikket er Caroline Wozniacki nummer 45 i verden, og den næstbedste er Karen Barritza (tidligere Barbat) som nummer 412, mens Emilie Francati er nummer 700.

Julia Boseup kender godt Caroline Wozniacki.

»Når jeg ser hende ude til turneringerne, så snakker vi sammen. Det er altid godt at se en anden dansker,« siger Julia Boserup.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.