Fortsæt til indhold
Tennis

Er det Wozniackis nye træner?

Der spekuleres flittigt i afløseren for Piotr Wozniacki på den danske trænerbænk.

"Hvad fatter gør, er altid det rigtige."

Sådan lyder H. C. Andersens eventyr, der i hvert fald titelmæssigt har passet på Caroline Wozniackis karriere.

Men sådan er det ikke længere. Torsdag meddelte den danske tennislejr, at verdensetterens far, Piotr Wozniacki, ikke længere er træner for den 21-årige dansker.

Indtil videre holdes det hemmeligt, hvem der skal overtage jobbet, og det har skabt grobund for masser af spekulationer i tennisverdenen og sportsmedierne.

Mortensen med på råd

Det måske bedste bud er ifølge Ekstra Bladet danske Michael Mortensen. Avisen spekulerer i, at Mortensens aktuelle aftale med French Open-vinderen Li Na gør, at det er nødvendigt at holde et eventuelt samarbejde hemmeligt.

Li Na har hyret den tidligere danske doublespiller frem til efter årets US Open. Derefter kan det være tid til at skifte fra en kinesisk tennisspiller til en dansk for Mortensen.

"Michael Mortensen har således de senere år været inde over Carolines udvikling såvel teknisk som taktisk. Han har blandt andet aktier i hendes forbedrede teknik på serv og flugtninger og har også været med på råd omkring de taktiske oplæg. Fra sit job som kommentator hos Eurosport har han nemlig et indgående kendskab til de fleste konkurrenter på WTA-turen," skriver Ekstra Bladets tennisjournalist Troels Christensen om danskeren, der var arkitekten bag Li Nas triumf i Paris.

Andre bud

Michael Mortensens tenniskarriere toppede i 1980'erne, da han vandt fem ATP-titler som doublespiller. I dag fungerer han blandt andet som landstræner for det danske kvindelandshold, der deltager i Fed Cup'en, ligesom han er tidligere træner igennem en årrække i KB.

Ekstra Bladet angiver, at andre kilder i tennisverdenen peger på, at Antonio van Grichen, der tidligere har trænet bl.a. Viktoria Azarenka, og amerikanske Michael Joyce, der tidligere har trænet Maria Sharapova, er andre varme bud på den danske verdensetters nye træner.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Michael Mortensen.