Fortsæt til indhold
Tennis

Tennislegende rystet over Wozniacki

En måbende John McEnroe overværede Caroline Wozniackis nedtur i USA.

For anden turnering i træk røg verdens nummer et, Caroline Wozniacki, onsdag ud af en WTA-turnering i første runde.

Det skete, da upåagtede Christina McHale slog danskeren med 6-4, 7-5 i en kamp, hvor Wozniacki præsterede hele 37 uprovokerede fejl. Et tal, der er ganske uvant for danskeren, men som siger ikke så lidt om hendes øjeblikkelige niveau.

Caroline Wozniackis pludselige nedtur kommer som en stor overraskelse for tennisverdenen og ikke mindst tennislegenden John McEnroe, der overværede kampen.

"Jeg er fuldstændig forbløffet over, hvad jeg lige har set. Hvad sker det med hende?," lyder reaktionen fra John McEnroe i Ekstra Bladet.

"Der sker et eller andet, som jeg ikke har indsigt i. Men hun er absolut ikke fokuseret på det, hun laver lige nu," forsøger han.

Spørgsmålet om grand slam

For blot et år siden var det netop hardcourt-banerne i den amerikanske US Open-serie, der banede vej for Wozniackis opstigning på verdensranglisten. Hun var særdeles velspillende på det nordamerikanske kontinent med sejre i Montreal og New Haven og en semifinaleplads i US Open.

Nu synes pilen at være vendt for danskeren, og forklaringen blæser et sted i den amerikanske vind.

Patrick McEnroe, der ligeledes er tidligere topspiller, forsøger at hjælpe sin storebror med at finde en forklaring.

"Det værste, der er sket for Wozniacki, er, at hun er blevet verdens nummer et uden at have vundet en grand slam. Alle de spørgsmål, der følger med, hænger tungt over hende. Også selv om hun prøver at håndtere dem ved at slå det hen," siger Patrick McEnroe til Ekstra Bladet.

Han tror, at danskeren vil være bedre tilpas længere nede ad verdensranglisten, hvor hun måske i højere grad hører til, og hvor presset er mindre på en spiller, der i hans optik ikke er på højde med Serena Williams og Kim Clijsters.

I næste uge venter WTA-turneringen i New Haven, hvor danskeren har vundet de seneste tre år.