Wozniacki droppede dynen
Lysten til at sove længe måtte vige for tidlig træning for verdensetteren.
Paris
Tidligt op og tidligt i seng, det er godt for en lille dreng.
Det gamle ordsprog passer også på Caroline Wozniacki, der tirsdag var blandt de allerførste på Roland Garros-anlægget.
Hér gennemførte hun en times træning og havde ikke haft problemer med at forlade sin seng.
"Jeg kan godt lide at sove, men samtidig kan jeg godt lide at træne om morgenen, når jeg har en hviledag. Hvis man først træner klokken to og skal have massage bagefter, føler man, at man er her hele dagen. Så er det bedre at få det overstået om morgen og så have resten af dagen til at slappe af," forklarede Caroline Wozniacki.
Tøj og hvile
Programmet for resten af dagen ved en frokost med bekendte på Champs-Élysées, en tur forbi Adidas for at tanke tøjlageret op og derefter hjem til lejligheden for at hvile kroppen til en film.
Caroline Wozniacki møder i anden runde af turneringen canadiske Aleksandra Wozniak, der har en placering som nummer 162 på verdensranglisten. Den snyder dog lidt. Tilbage i juni 2009 var hun nummer 21, men skader hakkede hendes 2010-sæson i stykker og væltede hende ned i glemslen, hvorfra hun altså er ved at kæmpe sig op.
Kampen spilles onsdag.