Wozniacki sænket i græspremiere
Den danske verdenstreer fik en elendig optakt til Wimbledon.
Det lykkedes på ingen måde for danske Caroline Wozniacki at forsvare WTA-titlen i græsturneringen AEGON International Eastbourne.
Tirsdag eftermiddag tabte danskeren sin første kamp i turnering, da franske Aravane Rezai viste sig at være for svær en modstander. Den formstærke franskmand, der er nummer 19 på verdensranglisten, avancerede til anden runde med cifrene 4-6, 6-1, 3-6.
Dermed fik den danske verdenstreer langt fra nogen optimal indledning på græssæsonen, der skal kulminere i de kommende uger, når grand slam-turneringen Wimbledon spilles i London.
Mister point
Samtidig kan den 19-årige dansker se frem til at miste hele 470 ranglistepoint, fordi hun ikke kunne forsvare sin titel fra i fjor.
Den knap to timer lange kamp var ellers en ganske lige affære, men særligt på et hav af vinderslag lykkedes det Rezai at trække sig succesfyldt ud. 41 vindere blev hun noteret for mod Wozniackis 17, og så gjorde det mindre, at franskmanden producerede mere end dobbelt så mange uprovokerede fejl end danskeren.
Wimbledon-turneringen begynder på mandag.