Wozniacki får stor opbakning
Caroline Wozniacki har fået besøg af veninde og tidligere doublemakker Malou Ejdesgaard inden tredje rundes kamp.
Der var flere tilskuere end sædvanligt til Caroline Wozniackis sidste træning inden den vigtige kamp mod Anabel Medina Garrigues, der begynder lørdag klokken 14 dansk tid.
Caroline havde nemlig fået besøg fra Danmark i skikkelse af tennisspilleren og veninden Malou Ejdesgaard samt dennes forældre.
Dermed bliver opbakningen på lægterne stor, når Wozniacki i eftermiddag skal forsøge at spille sig ind i anden uge af Wimbledon-turneringen.
Og danskeren så klar og koncentreret ud, da hun tidligere på dagen gik ud på træningsbane 2 og slog nogle bolde i omkring tyve minutter, inden hun pakkede sammen og gik ned for at forberede sig den sidste time inden opgøret.
Også double i dag
Senere på dagen skal hun sammen med sin partner Sorana Cirstea spille double mod Mariya Koryttseva fra Ukraine og Tatiana Poutchek fra Hviderusland, så det bliver en lang lørdag for Wozniacki.