Djokovic falder ud af top-10 og gør ende på vild epoke
Generationsskiftet i herretennis kan nu aflæses på verdensranglistens top-10 efter Novak Djokovics fald.
For første gang i næsten 24 år er tre af nyere tids største tennisspillere ikke at finde i top-10 på verdensranglisten.
Det er en realitet, efter at Novak Djokovic raslede ned fra en femteplads og nu er nummer 12.
Dermed er det sidste medlem af ”Big Three” ude af top-10 for første gang siden 2002.
De to øvrige medlemmer er Roger Federer og Rafael Nadal, som begge har indstillet karrieren.
Djokovic tabte til Mariano Navone i første runde i grand slam-turneringen US Open.
Det var serberens tidligste exit i en grand slam i 20 år og medførte et fald på syv pladser på verdensranglisten.
Det er første gang, at den 39-årige serber er ude af top-10 siden perioden mellem november 2017 og juli 2018, hvor han var ramt af en albueskade.
Nadal stoppede med udgangen af 2024, mens Federer gik på tennispension to år tidligere.
Mindst et medlem af ”Big Three” har konstant været i top-10, siden Federer fik sit gennembrud i oktober 2002.
Nadal var konstant i top-10 fra april 2005 og frem til marts 2023.
Verdensranglisten toppes af italieneren Jannik Sinner foran Alexander Zverev, der vandt årets udgave af US Open.