Fortsæt til indhold
Tennis

Rune trækker sig med skade efter et tabt sæt i Madrid

Holger Rune trak sig med en lårskade efter første sæt mod Flavio Cobolli i Masters 1000-turneringen i Madrid.

/ritzau/

Holger Rune er færdig i Masters 1000-turneringen i Madrid, før det for alvor var begyndt.

Den ottendeseedede danske tennisspiller trak sig med en skade efter at have tabt første sæt 2-6 til italieneren Flavio Cobolli i anden runde af grusturneringen.

Det begyndte ellers lovende for Rune, der var oversidder i første runde, og duellanterne fulgtes pænt ad frem til stillingen 2-2.

Indtil da havde kampen budt på flere gode momenter fra Rune, der kom fra en frisk turneringssejr i Barcelona.

Men det gik hurtigt ned ad bakke for den 21-årige verdensnier, der fik problemer med en skade omkring sit højre knæ.

Bagud 2-3 tog Rune en medical timeout, og efter behandling på banen og massage af en lårmuskel omkring knæet var han i stand til at fortsætte.

Men det var ikke en Rune i topform. Han virkede fysisk hæmmet og også opgivende inde på banen.

Italieneren, der er nummer 36 i verden, vandt fire partier i træk, hvorefter Rune gik op til dommeren og takkede for kampen.

Dermed er der ikke flere danskere med i singlerækkerne i den store turnering i Madrid.

Torsdag røg Elmer Møller ud efter et nederlag i første runde til brasilianeren Joao Fonseca, og Clara Tauson tabte også torsdag i sin første kamp i anden runde mod schweizeren Belinda Bencic.

Tauson er til gengæld stadig med i doubleturneringen i Madrid, hvor hun sammen med makkeren Linda Noskova vandt over Katie Boulter og Daria Kasatkina i første runde.

Undervejs afværgede Tauson og Noskova to matchbolde, inden de selv vandt det tætte opgør efter matchtiebreak. Duoen vandt med cifrene 7-6, 5-7, 12-10.