Rystet Djokovic om nederlag: Det var forfærdeligt
Novak Djokovic havde ikke høje forventninger, men var alligevel overrasket over, hvor dårlig han var.
Novak Djokovic var slemt skuffet over sig selv, efter at han onsdag blev blæst ud af Masters 1000-turneringen i Monte Carlo.
Efter en kamp med 29 uprovokerede fejl måtte han se sig slået med 3-6, 4-6 af verdens nummer 32, chilenske Alejandro Tabilo.
- Jeg forventede, at jeg i det mindste kunne have leveret en hæderlig præstation. Ikke som det her. Det var forfærdeligt, siger Novak Djokovic ifølge ATP Tours hjemmeside.
Novak Djokovic havde inden turneringen i Monte Carlo proklameret, at han ikke havde specielt høje forventninger til sig selv, fordi han har døjet med en infektion i øjet.
Men det overraskede alligevel den serbiske stjerne, at indsatsen onsdag blev så skrækkelig, som den blev.
- Jeg håbede, at det ikke ville komme til at ske, men der var en høj sandsynlighed for, at jeg ville spille sådan her.
- Det er en forfærdelig følelse at have spillet sådan, og jeg er bare ked af det på vegne af alle dem, der var vidner til det, siger Novak Djokovic.
Det er ikke helt uvant for Novak Djokovic at tabe til Alejandro Tabilo. Sidste år mødtes de to i Rom, og her tog chileneren også en ganske overbevisende sejr.
Novak Djokovic er i øjeblikket på jagt efter sin turneringssejr nummer 100. For halvanden uge siden var han tæt på at lykkes med den mission, men tabte finalen i Miami Open til Jakub Mensik.