Dansk stjerne er i gang med sit gennembrud på »den helt store scene«
Der er flere »ekstremt opmuntrende« elementer ved succesen for Clara Tauson ifølge ekspert.
Der har været triumfen over nummer et på verdensranglisten og kvalifikationen til semifinalen.
Alligevel fremhæver tenniskommentatoren Michael Mortensen et andet øjeblik på vejen mod WTA 1000-turneringen i Dubai, der »rangerer lige under grand slam-turneringerne,« som han forklarer.
»Det er ekstremt opmuntrende at se, hvordan hun har leveret på den helt store scene,« siger den tidligere topspiller og Eurosport-kommentator, inden han fremhæver et øjeblik på vejen mod semifinalen:
»Jeg tager især hatten af for hendes sejr over Elina Svitolina, hvor hun kæmpede sig tilbage og vandt efter tre sæt i en kamp, der sluttede sent om natten. Efter få timers søvn stod hun op og slog verdensetteren, Aryna Sabalenka, på den mest overbevisende måde i ottendelsfinalen.«.
»Virkelig seværdig«
På vejen mod semifinalen mod Karolina Muchova - kampen er planlagt til klokken 16 fredag dansk tid - har Michael Mortensen lagt mærke til en tydelig forandring hos den 22-årige dansker, der ligger nummer 27 på verdensranglisten.
»Hun virker meget afslappet og hviler i sig selv på en helt ny måde. Det giver hende mulighed for at vise de mange facetter, der gør hende til en meget alsidig spiller. Hun besidder en kontrolleret vildskab og en kynisme, der træder frem, fordi hun har fundet det helt rigtige spændingsniveau. Brikkerne er ved at være faldet på plads,« siger han.
Derfor er han ikke i tvivl om, at Clara Tauson er i gang med at levere »den største præstation i sin karriere indtil nu« - uanset udfaldet af semifinalen fredag eftermiddag.
»Der bliver en virkelig seværdig kamp mellem to af de bedste boldspillere blandt kvinderne. Det er afgørende, at Clara Tauson spiller lige så insisterende, som hun har gjort indtil nu, for ellers får Karolina Muchova plads til at udfolde sin virtuositet,« siger Michael Mortensen.