Fortsæt til indhold
Tennis

12 af 14 siger alt om Wozniackis show foran legenden

Efter sejr i tredje runde er Caroline Wozniacki blandt de sidste 16 i US Open.

NEW YORK

Billie Jean King er et ikon i kvindetennis.

Med 39 grand slam-titler en markant personlighed på banen, med sin kamp for bedre vilkår og ligestilling for sit køn en ener udenfor.

Fredag var den 79-årige amerikaner blandt tilskuerne på Arthur Ashe for at se en sine efterfølgere levere en markering, der skriver sig ind blandt de bedste i hendes karriere og cementerer hendes position som en af sin sports største navne i laget lige under Billie Jean King.

Efter Caroline Wozniackis standarder er en tredje runde-kamp i US Open godt nok ikke umiddelbart det vildeste, men så kort inde i hendes comeback er det intet mindre end respektindgydende, at en 33-årig mor til to kan levere så helstøbt og overbevisende en præstation.

Ved at vinde første sæt virkede alt andet end uefne Jennifer Brady ellers til at have fundet nøglen til at slå veteranen, men Caroline Wozniacki steg i niveau, var stort set fejlfri og vandt 4-6, 6-3, 6-1 efter at have vundet 12 af de sidste 14 partier.

Hun sled sin modstander ned, men ikke på den tilbageholdende, destruktive måde – dette var en opvisning i en perfekt blanding mellem indædt defensiv og inspireret offensiv.

Caroline Wozniacki har selv beskrevet, hvordan hun i december 2022 var vendt tilbage til tennisbanen for sjov og blev overrasket over at blive ramt af en følelse af at slå bedre end nogensinde før - trods næsten to år uden en ketsjer i hånden.

Den slags fornemmelser er jo umulige at føre bevis for, men under mødet med Jennifer Brady var Caroline Wozniacki mere end på omgangshøjde i selve slagudvekslingerne og kunne så sætte trumf på med sit uforlignelige løbepensum, der ligesom i ”gamle dage” indbragte hende både mange umulige point og mange klapsalver fra tilskuerne på anlæggets største bane.

Og dem var der mange af, selv om en kamp mellem nummer 433 og 623 på verdensranglisten ellers normalt vil ikke få megen opmærksomhed.

Helt grundlæggende var sådan et møde i tredje runde af en grand slam da også kun muligt, fordi Caroline Wozniacki havde fået et wildcard, og fordi Jennifer Brady benyttede sig af den beskyttede rangering, som giver spillere særlig adgang til en række turneringer efter et længere fravær på grund af helbredsproblemer eller en fødsel.

Og Jennifer Brady har i den grad været ude.

Skader har stjålet hele 23 måneder af hendes karriere siden august 2021, og hun er først ved at føle sig tilbage til det niveau, som tidligere har ført hende i US Open-semifinalen 2020 og Australian Open-finalen 2021 samt en placering som nummer 13 på verdensranglisten.

Altså mere end respektable resultater, og allerede fra begyndelsen viste Jennifer Brady sig da også at være en stor mundfuld – og en noget andet opgave end Petra Kvitova, som Caroline Wozniacki ganske sensationelt besejrede i anden runde.

Verdens nummer 11 er ”alt-eller-intet”-typen og går efter at afgøre boldene lynhurtigt. Jennifer Brady slår hårdt, men er ikke helt så satsende, og Caroline Wozniacki var derfor nødt til at indstille sig på længere dueller og altså mere at arbejde med.

I indledningen skulle de to kombattanter lige mærke sig selv og hinanden – de to første partier blev vundet rent, de næste to endte i brud.

Ved 2-3 fik Caroline Wozniacki afværget endnu et break i kraft af blandt andet veltimede og veludførte raids til nettet, hvor hun strøg frem og afgjorde duellen efter at have presset Jennifer Brady ud i siden.

Derefter smed hun en lækker stopbold i næste parti, og i det hele taget må man bare anerkende Caroline Wozniacki helt grundlæggende. Hendes sikkerhed i både læsning af spillets udvikling, bevægelsesmønstre og selve slagafviklingen er nærmest naturstridig efter tre og et halvt år væk fra den professionelle tennistour.

Første sæt, det første sættab i turneringen, blev da også kun smidt på de allermindste marginaler, da hun bagud 4-5 smed en let flugtning i nettet og aldrig kom tilbage i partiet, hvilket endte i en omgang smadren sin ketsjer ned i jorden.

Raseriudladningen hjalp imidlertid ikke umiddelbart – Jennifer Brady fik sig et tidligt brud i andet sæt, kom gnidningsfrit foran 40-15 og havde kurs mod 3-0.

Caroline Wozniacki var dog iskold, fik banket sig tilbage i dysten med et brud og med ét var alt åbent igen – eller rettere, den danske veteran fortsatte bare og snuppede andet sæt efter at have snuppet seks af syv partier.

Så var alt virkelig åbent igen – eller rettere, det kunne det være blevet, hvis ikke Jennifer Brady nu var totalt tappet for mental og fysisk modstandskraft og røg ud af turneringen uden det mindste sværdslag.