Fortsæt til indhold
Tennis

Den ”falske” Holger Rune tumlede ud af French Open

Efter en ganske forunderlig forestilling er danskeren færdig i Paris.

PARIS

Var han påvirket af selve begivenheden?

Nej, den kan jo umuligt have fået ham til at stivne – han spillede trods alt en totalt tilsvarende kamp for et år siden mod den selvsamme modstander.

Var han så stadig mærket af de fysiske problemer, som hæmmede ham i hans seneste kamp?

Var han syg?

Spørgsmålene stod i kø næsten fra begyndelsen af Holger Runes kvartfinale ved French Open, for i stedet for at blive affyringsrampe til hans første tur ind i en grand slam-semifinale blev mødet med Casper Ruud reelt en regulær afklapsning, som ingen, overhovedet ingen, havde set komme.

Det var jo meningen, at klassikeren i Paris skulle have været kroningen på en fornem periode på grus, men det var simpelthen ikke den rigtige Holger Rune, der optrådte på Roland Garros-anlæggets fornemste bane.

Efter at være kommet ind blandt de sidste otte i en af tennisportens fire største turneringer er det ingen skam at tabe, men det her var mere end et almindeligt nederlag, for Holger Rune gav simpelthen ikke sig selv nogen regulær chance for at vinde.

Ingen tænding, ingen trussel i angrebsslagene, intet forsvarsværk i defensiven, og sådan kunne man blive ved, men kummerligheden står klar for alle, og tilbage er bare at konkludere, at en underligt slatten udgave af den 20-årige dansker var helt ved siden af sig selv og derfor fejlede sig frem til et nederlag på 1-6, 2-6, 6-3, 3-6 trods et behjertet comebackforsøg.

Dermed er drømmen om at tage en af de allerstørste trofæer sat på pause i endnu et år, og de enkelte sekvenser og det samlede indtryk vil føre til en større selvransagelse i Holger Runes team omkring taktik, spændingsniveau, fysisk forberedelse - jo, snart sagt alt, for snart alt var galt.

Utroligt nok var indledningen, altså de allerførste bolde, lovende. Casper Ruud leverede en dobbeltfejl og lod Holger Rune komme til to breakbolde, men dem afværgede nordmanden og lukkede derefter til 1-0 med et servees.

Som et varsel på dårligdommen fik Holger Rune til gengæld slet ikke sat noget sammen i sit første serveparti og lod sig bryde rent med en dobbeltfejl, og efter at have tabt 11 bolde i træk slog han ud med armene. På dette tidlige tidspunkt kunne verdens nummer seks dog finde lidt trøst i, at han også have været ilde ude i det seneste indbyrdes møde for små tre uger siden for så alligevel at vinde i tre sæt efter at have været bagud 6-7, 2-4.

Hér blev hvert eneste tegn på bedring imidlertid efterfulgt af endnu flere skæverter – bagud 1-4 gik han fra 0-30 til 40-30 i egen serv for så at levere to dobbeltfejl som opvarmning til endnu et brud, og efter 18 uprovokerede fejl samt halvt så mange vundne point som Casper Ruud havde Holger Rune helt uundgåeligt tabt første med 1-6 på 27 minutter.

I trængselstider, hvor man er uvenner med sin ketsjer, er der næsten ingen værre spiller at møde end Casper Ruud, der bedst kan beskrives som den norske herreudgave af Caroline Wozniacki - utroligt driftssikker og i stand til bare at holde bolden i gang, indtil modstanderen mister tålmodigheden og ofte forivrer sig til forkerte beslutninger samt fejl på oversatsede slag.

Derfor var andet sæt også overstået i løbet af ingen tid, og forudsigeligt nok forlod Holger Rune banen Inden tredje sæt for at genvinde lidt af fatningen. Tilbage i aktion forsøgte han at pumpe lidt liv i sig selv og stemningen ved at signalere ud til publikum efter en vunden bold i første parti. Kort efter fik han endda vundet partiet efter at have afværget en breakchance og brød sørme så selv til 2-0, hvilket udløste ekstase hos tilskuerne, som for alt i verden gerne ville have en regulær tenniskamp at se i stedet for en afklædning.

Nu satsede Holger Rune alt og angreb så ofte som muligt til nettet for at ryste Casper Ruud, som da også pludselig begyndte at dykke i niveau og gav modstanderen bedre mulighed for at sætte sit angrebsspil.

Tredje sæt gik derfor til Holger Rune, som af al kraft forsøgte at styre udviklingen i duellerne, men i begyndelsen af fjerde var han under pres i egne server og blev brudt til 1-3. Affæren var på dirrestadiet, slagene fra begge sider af nettet vekslede mellem fremragende og flimrende, og Holger Rune misbrugte to breakbolde til en øjeblikkelig udligning.

Den synd viste sig kostbar, da Casper Ruud derfra forsvarede forspringet, lukkede kampen på sin femte matchbold og kunne juble op mod sin boks.

Og Holger Rune?

Han kiggede ned i gruset og havde nok lige så svært ved at forstå noget af det skete som alle andre.