Fortsæt til indhold
Tennis

Holger Runes redning er ikke noget »vidundermiddel«

I sin mandagskamp måtte danskeren foretage en vigtig optankning.

Selv en motionist kender følelsen af at være totalt drænet.

Kroppen kan intet, hjernen fyldes af alle de forkerte tanker, og det totale sammenbrud kan lure lige om hjørnet.

Den situation befandt Holger Rune sig i undervejs i sin fjerderunde-kamp ved French Open, men ved at holde hovedet koldt fandt han en vej til sejr – med hjælp udefra.

Midt i den allersværeste periode bad han turneringens fysioterapeut om en dosis næringssalte kaldet elektrolytter, hvilket var et klogt træk ifølge Majke Jørgensen, ernæringsfysiolog hos Team Danmark:

»Gennem deres sved taber nogle mennesker meget salt, som har betydning for væskebalancen. Hvis først den er skæv, øges risikoen for kramper, og faren for at ende dér er naturligvis større, jo længere tid du skal præstere, og jo varmere det er. Så til en tenniskamp over fem timer eller en langdistancetriatlon er det godt, men det giver ingen mening, hvis du bare skal præstere i 10 minutter«

Helt grundlæggende skal kroppen bruge mindst en halv time til at reagere på indtaget af næringssaltet og væsken, hvilket passer meget godt med det comeback, som Holger Rune præsterede i femte sæt både energimæssigt og spillemæssigt – altså en rum tid efter at have søgt hjælp.

De fire grand slams er specielt krævende, da de spilles bedst af fem sæt i modsætning til tre sæt i resten af kalenderårets turneringer. Nummer seks i verden, Rune, har da også tidligere i karrieren døjet med sammenbrud og kramper, hvilket har ført til et samarbejde med Team Danmarks eksperter omkring indtaget af væske og kulhydrater.

»Det er en kompliceret øvelse. Mange faktorer spiller ind, og hele det mentale arbejde med sig selv i så lang en tenniskamp har også stor betydning. Derfor vil jeg være ked af at kalde det et regulært vidundermiddel, men det er vigtigt at kunne ty til i pressede situationer,« fastslår Majke Jørgensen.

Holger Rune og Casper Ruud skal spille kvartfinale på Court Philippe-Chatrier onsdag aften med start tidligst klokken 20.15. Det oplyste arrangøren tirsdag eftermiddag.

Dermed får Rune sin første aftenkamp i turneringen. Han skulle også have spillet sent i torsdags mod Gaël Monfils, men da trak franskmanden sig med en skade aftenen forinden.