Fortsæt til indhold
Tennis

I surrealistisk kamp afværgede Holger Rune det totale sammenbrud

Holger Rune er i kvartfinalen ved French Open, men ikke på en ubetinget positiv baggrund.

PARIS

Man kan vinde på mange måder i tennisherrernes verdenstop, men mandagens triumf til Holger Rune hører utvivlsomt til blandt de mere opsigtsvækkende.

På vej mod sejr i fem sæt over Francisco Cerundolo var verdens nummer seks undervejs så smadret rent fysisk, at han så ofte som muligt søgte hurtige afgørelser på duellerne, lod sig reducere til statist og var tæt på at lade affæren smuldre til en regulær ikke-kamp på nonsensniveau.

Kun i kraft af den allersidste fightervilje fik han slæbt sig frem til 7-6, 3-6, 6-4, 1-6, 7-6, men trods lettelsen er oplevelsen ikke ubetinget positiv for Holger Rune – af to grunde.

For det første har han tidligere døjet meget med kramper og udmattelse. De problemer syntes afhjulpet med en større fokus på det rette energiindtag på de rette tidspunkter, men udviklingen hér kræver et grundigt eftersyn af forberedelserne.

For det andet burde ballade med holdbarheden slet ikke være et tema under årets anden grand slam, hvor Holger Rune med to lette sejre og en dyst vundet uden kamp ret beset burde have været blandt de allerfriskeste af de tilbageblevne spillere i herresinglen.

Alt for tidligt begyndte han imidlertid at se tung ud og brølede: »Jeg har ikke mere i benene« op mod sin boks efter blot knap to timer og 20 minutters spil. Tredje sæt fik han med hiv og sving gaflet, men derfra var der altså rendyrket frustration og udbrud mod sin boks på både dansk og engelsk.

Efter at have smidt fjerde sæt uden indsats overhovedet prøvede Holger Rune at mande sig op med en omgang »positiv, positiv, positiv« og fik på forunderlig vis fuldført det store comeback. Ved blandt andet at afværge et break trods 0-40 ved stillingen 3-4 og ved at udvise så megen karakter, at han selv brød til 5-4 og kunne serve sejren hjem.

Cerundolo slog dog igen med brud til 5-5, og herfra var det rendyrket drama. Hver bold blev slået med visheden om betydningen af fart og præcision, Holger Runes boks blev bedt om at skrue ned for opbakningen, tilskuerne kastede sig ud i en langvarig bølge, det hele skulle meget passende afgøres i en tiebreak af den ondeste slags, og efter sidste bold kunne Holger Rune kigge lettet op i luften, omfavne Cerundolo ved nettet og modtage folkets hyldest.

Belønningen er en tur ind blandt de sidste otte spillere i en grand slam for anden gang i karrieren – onsdag møder han Casper Ruud, altså en gentagelse af sidste års kvartfinale, som nordmanden vandt knebent.

Nu har Holger Rune altså chance for at få revanche, men ventetiden må og skal bruges på at bringe ham på højkant igen, for Casper Ruud er endnu stærkere end Cerundolo.

Som et yderligere irritationsmoment på en slutteligt smuk dag havde Holger Rune måttet vente længe på overhovedet at komme i gang, da kampen forinden udviklede sig til sæsonens hidtil længste på dametouren med sine tre timer og 51 minutter.

Af samme grund var Court Suzanne-Lenglen godt pakket, også med danskere, der fik besked på at gemme Dannebrog væk for ikke at bryde forbuddet mod at lufte nationalflag – en udløber af Ukraine-krigen, da tennisturneringer tidligere har bøvlet med sympatiaktioner for Rusland.

Holger Runes landsmænd måtte altså nøjes med at levere vokal opbakning, og der var behov for den.

Mødet med Francisco Cerundolo kunne nemlig ikke overstås i luntetempo. Argentineren er en mundfuld for alle, kom til French Open ovenpå en finaleoptræden i Lyon i bagagen og har alene i år slået Casper Ruud, Jannik Sinner og Cameron Norrie på grus.

Pudsigt nok minder Francisco Cerundolo en del om Holger Rune på banen, selv om han er knapt så eksperimenterende og legesyg. Begge kan lide at tage initiativet og bruger stor variation i slagene, er ferme til de små detaljer, bevæger sig godt og er snu i læsningen af kampen.

I en ellers jævnbyrdig indledning fik Holger Rune et lille overtag med et tidligt break til 3-1, men begge kombattanter skulle tydeligvis lige finde sig selv og banen.

Korte dueller, sløsede fejl og forkerte beslutninger gjorde åbningen humpende, og meget sigende udløste det da også et ”Come on” fra Holger Rune, da han med en skarp forhånd tvang Francicco Cerundolo langt ud og selv fik kvalt pointet med en delikat flugtning efter at være søgt til nettet. Næste bold vandt han efter en veltimet og veludført stopbold, og så var han ligesom i gang.

Troede man, men tro mod manuskriptet fik outsideren brudt tilbage og udløste pæn megen glæde i sin boks, der kort efter jublede over en Holger Rune-fejl og fik denne gejlet op til en stirrekonkurrence efter de næste vundne bolde. Danskeren fik dog vendt fokus tilbage til det mest centrale og fik derfor vundet sættet efter en overlegen tiebreak.

I begyndelsen af andet sæt afværgede han hele fem breakbolde i samme parti, men i næste serveparti forærede han Cerundolo et rent brud med to dobbeltfejl og en brøler af en flugtning – for så selv at misbruge to breakchancer umiddelbart derefter.

Altså var spillerne og opgøret røget ud på den helt store rutsjebanetur. Op og ned gik det i forhold til kvalitet og momentum, og især Holger Rune brugte megen krudt på at slå ud med armene, gennemføre imaginære slag og udstråle stor opgivelse omkring sin egen fremtræden frem mod et sættab.

1-1, det tredje sæt var uhyre centralt i forhold til det samlede udfald og fik tidligt et umådeligt kontroversielt indslag, der vækkede det ellers henslumrende publikum.

På Holger Runes banehalvdel ramte bolden to gange, hvilket dommeren ikke opdagede, og så endte Francisco Cerundolo med at tabe pointet og ryge ned med en breakchance, da han gestikulerede midt i afviklingen af duellen.

Sydamerikaneren var rasende, ikke mindst fordi han kort efter blev brudt. Tilskuerne begyndte også at buhe, da seancen blev vist på storskærm og afslørede fejldommen, som altså ikke kunne ændres, og optændt af den fortørnedes ild fik Francisco Cerundolo brudt tilbage og havde endda derefter chancen for at bryde igen.

Det sammenbrud fik danskeren afværget, men efter dansk føring på 2-1 i sæt forvandlede dysten sig altså til noget, der helt sikkert får en plads i højdepunkterne fra French Open 2023, og dem skal Holger Rune nok sørge for at se.