Sæsonens bedste blev mast af Holger Rune
Den danske teenager spillede sig i semifinalen af Monte Carlo Open.
Holger Rune kom endnu et skridt nærmere at give sig selv den perfekte fødselsdagsgave.
Om et par uger fylder han 20 år, men inden farvellet til statussen som teenager bevarede tennisstjernen fredag chancen for at forlade en af årets største turneringer med sin første titel i sæsonen.
Mod den mest vindende på herretouren i 2023, Daniil Medvedev, fremstod Holger Rune nemlig igen igen som en spiller med en rutine og en ro, som selv langt ældre kolleger ville være pavestolte over at besidde.
Sejren på 6-3, 6-4 var ikke blot velfortjent, den var også en meget vigtig milepæl for Holger Rune, der aldrig tidligere havde mødt verdensfemmeren og dermed altså høstede den første portion selvtillid i den interne duel.
Med til historien hører dog også, at forberedelsen til russeren og danskeren havde artet sig vidt forskelligt. Fra torsdagens ottendedelsfinaler avancerede Holger Rune uden kamp på grund af en maveskade til Matteo Berrettini, mens Daniil Medvedev undervejs i en dyst på tre timer mod Alexander Zverev måtte afværge to matchbolde til tyskeren og først var hjemme i seng på den forkerte side af midnat.
I en ellers lige indledning var han da også lidt famlende i både tanke og handling, men Holger Rune havde absolut ingen grund til at slappe af, for efter et skuffende exit i tredje runde af Australian Open har Daniil Medvedev vundet 26 af sine 27 kampe, hvilket har udløst titler i Rotterdam, Doha, Dubai og Miami med en tabt finale i Indian Wells som eneste lille plet.
Med blandt andet en sejr i US Open 2021 og en tidligere status som verdensetter har Daniil Medvedev for længst bevist sin klasse, men han har til gengæld aldrig snuppet en titel på grus, der ikke rigtigt passer til hans statur og spillestil.
Gennem hele opgøret var Holger Rune da også klart den mest eksperimenterende og frække – som da efter en mislykket stopbold da bare fulgte op med endnu en, der lagde fundamentet for et point.
Første lussing fik han sat ind med et break til 3-1, og Daniil Medvedev var åbenlyst frustreret over ikke rigtigt at tilspille sig åbninger i Holger Runes servepartier – udstillet i første sæts sidste parti. Holger Rune tilspillede sig sin første sætbold med et servees, men efter mødet med bagvæggen røg bolden tilbage og ramte nær Daniil Medvedev i hovedet.
Sikkert i en kombination af forskrækkelse og irritation smadrede han bolden tilbage i væggen og nægtede indledningsvist at spille videre i protest over tilskuernes buhråb. Tilbage på banen kom Daniil Medvedev dog uden at kunne forhindre sætnederlaget, og efter tre rene servepartier og altså en nyvunden tro på tingene leverede han et par slappe slag og lod Holger Rune bryde til 2-1.
Til gengæld var ungersvenden også i gavehumør i det efterfølgende parti, da han sendte en ellers relativt simpel netflugtning ganske få centimeter ud af banen og forærede modstanderen et break og en udligning.
Af samme grund blev pinen trukket helt frem til 4-4 som et udtryk for Daniil Medvedevs høje niveau selv i modvind, men så banede et fænomenalt forsvarsarbejde vejen for det afgørende brud og efterfølgende sejren efter godt fem kvarters arbejde.
Lørdagens semifinale bliver mod Lorenzo Musetti eller Jannik Sinner.