Den forkerte fik en herlig mærkedag ved Wimbledon

Holger Rune var på ingen måde udspillet, men havde til gengæld heller aldrig overtaget, da han røg ud af Wimbledon i første runde.

Artiklens øverste billede
Holger Rune strakte sig langt. Forgæves. Foto: REUTERS/Paul Childs

Holger Rune skulle have sin ilddåb ved Wimbledon.

Marcos Giron skulle optræde for 100. gang på tennisherrernes ATP Tour.

Trods sin relativt beskedne status af førsterundekamp ved Wimbledon var det indbyrdes møde altså for begge spillere en lille milepæl – og den vil Holger Rune helst lægge bag sig hurtigst muligt.

Mindre end en måned efter sit store gennembrud med sejr over verdensfireren Stefanos Tsitsipas og kvartfinalen i French Open blev teenageren husket på, at alle i top 100 kan spille tennis – således Marcos Giron, der er en af de mere anonyme skikkelser på touren og ligner mange af de amerikanske spillere med et bundsolidt grundspil blottet for overraskelser.

Det repertoire var altså nok til at besejre Holger Rune med 6-3, 7-5 og 6-4 som en understregning af, at intet resultat er givet på forhånd, og at vejene også i tennis er uransagelige - trods adskilt af kun 36 placeringer på verdensranglisten i danskerens favør var de to kombattanter nemlig helt grundlæggende store modsætninger.

Holger Rune er stormet frem, vandt French Open som junior, fik som nævnt succes i seniorudgaven af samme grand slam for nylig og er den næstbedste teenager i verden.

Marcos Giron var blandt de bedste 15 i verden som junior. Alligevel valgte han først at blive professionel som 21-årig, fordi han som mange landsmænd prioriterede at gå på college, hvor han studerede og sideløbende var bakket op af trænere og behandlere. Den løsning koster godt nok et par år på den internationale tour, men til gengæld har mange haft glæde af dels at blødgøre overgangen til seniorrækkerne, dels at kunne modnes uden et resultatpres.

Senere stjerner som Arthur Ashe, Jimmy Connors, John McEnroe har gået den vej – Marcos Giron har ikke evnerne til at kopiere deres bedrifter, men han blev nu heller ikke just hjulpet af, at han ikke blot én, men to gange måtte gennemgå hofteoperationer efter at være sprunget ud som professionel.

Først inden for de seneste år har han derfor for alvor fået gang i noget, der ligner en karriere uden dog endnu at have snuppet en titel eller nået en finale. Heller ikke i grand slams har Marcos Giron fået markeret sig – i 12 forsøg er han aldrig nået forbi tredje runde og havde kun nået anden runde i Wimbledon.

Den statistik var trods alt bedre end Holger Runes, der jo som debutant ikke havde noget græsmærke på sit CV, og den ældre af de to kom da også klart bedst fra start i ydmyge omgivelser.

Bane 17 er en af de mindre på Wimbledon-anlægget og er derfor ikke beskyttet mod eksempelvis de vindstød, som fik både net og presenningerne bag baglinjer til at blafre - Holger Rune stod heller ikke helt stabilt.

Godt nok lavede han ikke graverende fejl og var langt fra udspillet, men der kom stort set ingen fejl fra ketsjeren på den anden side, hvilket var nok til at sikre Marcos Giron problemfrie point i egne server og en stribe breakmuligheder i Runes.

Efter blandt andet at have måttet se en netruller afværge gennembruddet lykkedes det for Marcos Giron i tredje forsøg, og sættet var reelt hans, da Holger Rune ikke udnyttede sin første chance umiddelbart derefter.

En udvikling, som fik Holger Rune ud på kanten.

»Årh, mand – jeg rammer ikke banen,« rasede han blandt andet i afmagt i begyndelsen af andet sæt, hvor han dog fik neutraliseret en breakmulighed og blev hjulpet af et lille dyk i Marcos Girons servereturneringer og dermed en nemmere vej til pointene.

Vendingen bragte tydeligvis glæde på tilskuerpladserne, hvor danskere kom med opbakning i form af både tilråb, klapsalver samt røde flag og trøjer, hvorunder hjerterne kom til at slå lidt ekstra hårdt efter godt en times spil.

Foran 5-4 kom Holger Rune på 40-40 i Marcos Girons serv og var dermed kun to point fra sætsejren, men en stærk serv fra sidstnævnte og en løs forhånd i nettet fra førstnævnte endte med 5-5 i sættet stedet for 1-1 i sæt.

Ondt blev værre, da Holger Rune blev brudt til 5-6 og ikke blot endte med at tabe 5-7, men var tæt på at snuble i den sidste duel og kom i bevægelsen faretruende tæt på et vrid i den ankel, som han beskadigede under French Open.

Bagud 0-2 i sæt forsvandt han da også fra banen, hvilket er helt i orden ifølge reglerne og ofte bruges af pressede spillere til lige at samle tankerne. Efter sin tilbagekomst virkede Holger Rune ikke påvirket i sine bevægelser og vandt endda første parti rent, og det niveau var nødvendigt.

Herfra skulle han nemlig skrive et lille stykke historie – i to dele.

For at sikre sig et avancement skulle han vinde karrierens første femsætter efter at have tabt sin eneste af slagsen tidligere på året i Australian Open og ville så samtidig lade Marcon Giron smage nederlag for første gang i samme disciplin efter tre sejre af tre mulige.

Sådan gik det ikke – Holger Rune undgik at tabe fatningen efter at være blevet brudt tidligt og var tværtimod med hele vejen, men fik bare ikke de små og afgørende dueller vippet over på sin side.

Derfor formøblede han to breakchancer ved 1-2, derfor fik han for alvor rystet modstanderen frem mod afgørelsen, selv om han undervejs viste kampvilje ved at afværge fire matchbolde., og derfor kunne Marcon Giron og ikke han gå i omklædningsrummet for at fejre en vellykket mærkedag.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.