Fortsæt til indhold
Tennis

»Jeg var så nervøs til sidst«

Holger Rune erkendte, at han var ved at krakelere i det afgørende øjeblik mod Stefanos Tsitsipas.

Ikke alt var perfekt, men undervejs mod sin karrieres hidtil største sejr virkede Holger Rune rolig og langt ældre end sine blot 19 år.

Skinnet bedrog dog, for efter at have vundet 7-5, 3-6, 6-3, 6-4 over Stefanos Tsitsipas, verdens nummer fire, erkendte teenageren i et interview nede på banen, at afslutningen var ved at tage pippet fra ham.

Med en føring på 5-2 virkede han ellers til at have indløst billet til kvartfinalen ved French Open, men så tabte han ni bolde i træk og var pludselig tæt på at smide det hele.

»Jeg var meget nervøs, men jeg vidste også, at hvis jeg gik væk fra taktikken, ville jeg tabe mod så god en spiller. Derfor sagde jeg til mig selv, at jeg måtte holde mig til planen selv på de svære tidspunkter. Det virkede godt og giver et kæmpe selvtillidsboost,« indrømmede Holger Rune.

»Det er så fantastisk stadig at være med i turneringen. Det er en ubeskrivelig fornemmelse. Jeg var så nervøs til sidst, men publikum hjalp mig virkelig og har gjort det i hele turneringen. I er fantastiske.«

Intervieweren, tidligere topspiller og Wimbledon-mester Marion Bartoli, indvendte, at hun ikke havde sporet megen vaklen hos Holger Rune og var nysgerrig efter at få at vide, hvordan han dog kunne finde på at spille så optimistisk og blandt andet smide hele 32 stopbolde over nettet.

»Jeg skulle spille så aggressivt som muligt, for når Stefanos får korte bolde, angriber han, og det er virkelig hårdt at stå imod. Derfor skulle jeg spille aggressivt, hurtigt og tage tid væk fra ham. Og jeg kan bare godt lide at spille stopbolde, det er sjovt, og det virkede meget godt.«