Fortsæt til indhold
Tennis

Giganterne Djokovic og Nadal brager sammen i French Open

Rafael Nadal måtte ud i fem sæt, men sikrede sig en kvartfinale mod Novak Djokovic ved French Open.

/ritzau/

Tennisikonerne Novak Djokovic og Rafael Nadal spiller i den kommende uge et brag af en kvartfinale ved French Open.

Det står klart, efter at de begge vandt kampe i fjerde runde søndag.

Djokovic knuste den 15.-seedede Diego Schwartzman 6-1, 6-3, 6-3 og nåede op på fire tresætssejre i træk.

Nadal havde langt større problemer og måtte ud i uvante fem sæt for at knække den 21-årige Felix Auger-Aliassime 3-6, 6-3, 6-2, 3-6, 6-3.

Djokovic var dog ikke helt fejlfri søndag. Han tillod således sin argentinske modstander at komme frem til otte breakbolde, men kun én blev udnyttet, så skaden var til at overse.

Schwartzmans enlige brud kom i starten af andet sæt, hvor han bragte sig foran 3-0, inden Djokovic fandt et fuldstændigt suverænt spor og vandt syv partier i træk.

Schwartzman afværgede i egen serv en matchbold ved stillingen 2-5, men trods god fight var overmagten for stor, og Djokovic servede kort efter sikkert sejren hjem.

Nadal brugte mere end to timer mere end Djokovic på at slå Felix Auger-Aliassime, der er nummer ni i verden.

Og det var blot tredje gang nogensinde i 112 kampe - og første gang siden en semifinale mod Djokovic i 2013 - at Nadal spillede en femsætskamp ved French Open, som han har vundet 13 gange.

Canadieren fik en drømmestart på opgøret. Han brød Nadal to gange i første sæt og reddede samtidigt seks af syv breakbolde på vej til sin overraskende 6-3-sejr.

I de to næste sæt virkede Nadal mere som sig selv, omend Auger-Aliassime i perioder matchede stjernens baglinjeslag og fight.

Det var især også tilfældet i fjerde sæt, hvor han formåede at gøre alle partier tætte og to gange bryde Nadals serv, inden han servede sig på 4-1 og reelt afgjorde sættet.

I femte sæt var begge stædige og holdt deres server frem til 4-3, hvor Nadal udnyttede sin anden breakbold efter en af mange forrygende dueller i kampen.

Og herefter servede han til stor glæde for publikum sin sejr i hus.