Danske tennisdebutanter slog Georgien og klarede skærene
Uden Clara Tauson vandt det danske tennislandshold den direkte kamp om overlevelse i sin gruppe.
De danske tenniskvinder slipper for at ryge en hylde ned.
Lørdag vandt landsholdet uden Clara Tauson 2-1 over Georgien i den direkte kamp om at blive i Europe/Africa Group I ved Billie Jean King Cup i Tyrkiet.
Johanne Svendsen og Sofia Samavati trak sig sejrrigt ud af den afgørende double.
Danmark, som udelukkende stillede op med debutanter, havde bragt sig selv i en svær situation ved at tabe sine tre første kampe i turneringen.
Fredag gjorde en sejr over Estland i sidste gruppekamp dog forudsætningerne en anelse bedre for danskerne, men Georgien skulle besejres, før de kunne juble.
Det startede skidt for det danske landshold.
Svendsen tabte sin singledyst mod Zoziya Kardava, og så var det op til Samavati at holde liv i det danske håb i sin kamp.
Her var takterne anderledes lovende, og Samavati, der er nummer 484 på verdensranglisten, bragte sig foran 5-0 i opgøret mod verdens nummer 157, Mariam Bolkvadze.
Georgieren havde problemer med sin ene skulder, og efter at have fået behandling trak hun sig med en skade nede 0-5.
Dermed var alt på spil i den tredje og afgørende kamp. Bolkvadze kunne stadig ikke spille, og Svendsen og Samavati stod derfor over for duoen Oksana Kalashnikova og Tamari Gagoshidze.
Georgien satte kurs mod en triumf ved at vinde første sæt, men Svendsen og Samavati tog de to næste og sikrede dansk overlevelse på tredjehøjeste landsholdsniveau.
- Jeg synes, at de har gjort det fantastisk. Det må jeg sige. Vi har været en lille, ung trup, og der har været pres på hver dag. De har skullet steppe op og har præsteret rigtig flot, siger holdkaptajn Jens Anker Andersen efter sejren.
Landsholdet spillede turneringen i Tyrkiet uden Tauson, der meldte afbud for at forberede sig til de kommende strabadser.
Tauson er Danmarks klart bedst placerede tennisspiller på kvindesiden som nummer 38 i verden.
Selv hvis Tauson ikke bliver en del af truppen i de kommende år, er der krummer i holdet, mener Jens Anker Andersen.
- Jeg synes, at vi har vist, at vi som absolut minimum har vist, at vi hører til her med det klart yngste hold. Jeg synes, vi skal gå hjem og træne videre et års tid, og så må vi se, om Clara spiller eller ej.
- Det har vi desværre ikke så meget indflydelse på. Vi håber selvfølgelig, at hun har lyst til at stille op, men ellers synes jeg, vi har en rigtig fed trup, lyder det fra holdkaptajnen.
/ritzau/