Fortsæt til indhold
Tennis

Tauson møder OL-vinder i første runde i Qatar

Belinda Bencic venter for Clara Tauson, når den danske tennisspiller indleder Qatar Open i den kommende uge.

/ritzau/

Clara Tauson får prominent modstand i første runde af WTA-turneringen Qatar Open i den kommende uge.

Efter en lodtrækning fredag står det klart, at danskeren skal op imod Belinda Bencic, som vandt OL sidste år. Schweizerens kuffert var også pakket med en OL-sølvmedalje i double, da hun rejste hjem fra Tokyo.

Vinderen af mødet mellem Tauson og Bencic skal op imod tredjeseedede Paula Badosa fra Spanien. Det er endnu uvist, præcis hvornår Tauson og Bencic mødes.

19-årige Tauson var senest i aktion sidste weekend, da hun forgæves forsøgte at kvalificere sig til denne uges WTA-turnering i Dubai. Men i Qatar slipper hun altså for at skulle spille om en adgangsbillet.

Clara Tauson er efterhånden nået op på 33.-pladsen på verdensranglisten. Belinda Bencic er nummer 24, men var i februar 2020 helt oppe som nummer fire. De to har aldrig mødt hinanden før.

Den danske tenniskomet har to WTA-titler på cv’et. Begge blev vundet i 2021.

Artiklens emner
WTA