Danmark må klare sig uden Holger Rune i Davis Cup
Holger Rune er ikke med, når Danmark skal møde Indien i Davis Cup i begyndelsen af marts.
Det danske herrelandshold i tennis må klare sig uden Danmarks bedst rangerede spiller i den kommende Davis Cup-kamp mod Indien 4.-5. marts.
Holger Rune, verdensranglistens nummer 90, er nemlig rangeret så højt nu, at det er obligatorisk for ham at møde op til den store Masters 1000-turnering Indian Wells, der begynder 7. marts.
Godt nok er danskeren aktuelt kun på turneringens reserveliste, men som minimum skal han spille kvalifikation om at komme med i hovedturneringen i Indian Wells i Californien.
I den kontekst passer det dårligt at skulle spille Davis Cup-kampe mange tidszoner væk på et helt andet underlag. I Indian Wells spilles der på hardcourt, mens Indien som hjemmenation har besluttet, at Davis Cup-kampen mod Danmark skal spilles på græs i New Delhi.
Derfor har Davis Cup-kaptajn Frederik Løchte Nielsen skullet tænke i alternativer til opgøret mod inderne. Den spillende kaptajn har skrevet Mikael Torpegaard, Johannes Ingildsen, Christian Sigsgaard og Elmer Møller på det danske holdkort.
Frederik Løchte Nielsen indstillede sin professionelle karriere i januar, og han har derfor ikke længere en ATP-rangering. Han bebudede dog også, at han fortsat giver et nap med, når Davis Cup-holdet skal i aktion.
Danmark og Indien spiller om retten til at spille på næsthøjeste niveau i landsholdstennis senere på året. I en pressemeddelelse fra Dansk Tennis Forbund tildeler Frederik Løchte favoritværdigheden til inderne.
- Indien er favoritter. De har et hold fyldt med erfarne Davis Cup-spillere, der er på hjemmebane på et lidt specielt underlag, som de er klart mere komfortable på, end vi er. Men vores spillere er gode, og når vi rammer dagen, kan vi hamle op med de fleste hold i verden, siger Løchte.