Amerikaner roser Tauson: Hun får store resultater i fremtiden
28-årige Danielle Collins var meget imponeret af Clara Tausons præstation i tredje runde af Australian Open.
Den amerikanske tennisspiller Danielle Collins forventer at se store ting fra Clara Tauson i fremtiden.
Det siger hun i et interview på banen natten til lørdag dansk tid efter at have sendt det danske tennishåb ud af Australian Open i tredje runde med cifrene 4-6, 6-4, 7-5.
- Jeg er meget glad for sejren. Hun spillede virkelig god tennis, og jeg måtte lede efter løsninger og finde på nogle gode ting for at kunne matche Clara, siger 28-årige Collins.
- Hun spillede rigtig godt og på et utrolig højt niveau. Vi kommer til at se rigtig store resultater fra hende i fremtiden, så det bliver spændende.
19-årige Clara Tauson lignede længe vinderen af det intense opgør på to timer og 37 minutter, da hun vandt første sæt og også bragte sig foran med 4-2 i andet sæt.
Danielle Collins, der er seedet som nummer 27 til grand slam-turneringen, viste dog en utrolig kampvilje og fik vendt sættet, inden hun afgjorde kampen i tredje sæt.
Den 28-årige amerikaner fortæller, at hun undervejs i andet sæt måtte ændre sin taktik mod den stærkt spillende dansker.
- Jeg blev nødt til at lave nogle justeringer. Jeg havde ingen rytme og missede temmelig mange skud, som jeg ikke normalt ville misse.
- Så jeg var nødt til at få min rytme tilbage ved at tvinge hende ud i nogle lange dueller og virkelig få hende til at arbejde for sagen, siger Collins, der i 2019 nåede semifinalen af Australian Open.
Amerikaneren skal i fjerde runde op imod belgiske Elise Mertens.
Danske Clara Tauson fik i år sin seniordebut ved Australian Open i Melbourne.
/ritzau/