Fortsæt til indhold
Tennis

Tsitsipas møder kritik for lange toiletpauser under kampe

Tsitsipas avancerede til tredje runde ved US Open natten til torsdag, efter at han slog Adrian Mannarino.

/ritzau/Reuters

Verdens nummer tre, Stefanos Tsitsipas, spillede sig natten til torsdag dansk tid videre ved US Open, da han slog franske Adrian Mannarino i fire sæt.

Efterfølgende har det dog ikke været selve kampen, hvor han lavede hele 27 serveesser, der er blevet skrevet om, men derimod hans otte minutter lange toiletpause mellem tredje og fjerde sæt.

Det fik imidlertid utilfredse tilskuere til at bue af ham.

Det er ikke første gang ved denne turnering, at han møder kritik for sine lange toiletpauser.

Senest udtrykte grækerens modstander i første runde ved US Open, Andy Murray, stor utilfredshed med, at Tsitsipas gentagne gange brød rytmen i deres opgør.

Murray mente, at grækeren brød rytmen i kampen ved at skabe mange spilafbrydelser, og han opfordrede efterfølgende til, at der gøres noget ved reglerne, så det ikke ødelægger sporten.

- Jeg ønskede ikke at deltage i pressekonferencen, fordi jeg vidste, at jeg ville sidde og komme til at ligne en, der bare svinede ham til, sagde Murray efter deres kamp natten til tirsdag.

- Det er irriterende, for jeg lyder som en dårlig taber, fordi jeg tabte kampen. Men jeg ville sige det samme, hvis jeg havde vundet. Det var helt galt, og det ved han, lød det.

Ifølge Tsitsipas selv var han nødsaget til at tage en toiletpause for at skifte tøj under opgøret mod Mannarino.

- Jeg var helt gennemblødt, lød forklaringen.

Han forklarer desuden, at han blot følger ATP-reglerne, der ikke har sat tidsbegrænsning på toiletpauser, og derfor kommer det formentlig heller ikke til at få konsekvenser fremadrettet.

I tredje runde af US Open skal den 23-årige græker møde den spanske teenager Carlos Alvarez.