Man skal have beroligende piller for at se mine kampe
Stortalent på 19 år kan lukke Wozniackis karriere. Og hendes træner kender Wozniacki ud og ind.
Melbourne
Det er en teenager med enorm selvtillid, som Caroline Wozniacki står overfor onsdag i anden runde af Australian Open.
Den 19-årige ukrainer Dayana Yastremska er spået en stor fremtid, og hun tror også pænt meget på sig selv.
Vil du have mig til at afsløre taktikken? Selvfølgelig vil jeg ikke detDayana Yastremska, tennisspiller
»Jeg kan godt lide at spille på de store baner, fordi så er der flere, der kan se mig og støtte mig. Det kan være ret underholdende at se mig spille, hvis jeg selv skal sige det. I Ukraine taler man om, at man skal have beroligende piller for at se mine kampe,« siger Dayana Yastremska.
Jeg frygter ikke noget
Grunden til, at det er særligt nervepirrende at følge Dayana Yastremskas kampe skyldes, at hun spiller aggressivt og satser meget. Hun går efter vinderslag. Nogle gange går det godt, mens andre gange sender hun alt for mange bolde ud af banen.
»Mit spil er aggressivt, og jeg frygter ikke noget,« siger Dayana Yastremska om sig selv.
Onsdag skal hun møde den modsatte type spiller. Caroline Wozniacki er en defensiv spiller.
»Hun er tålmodig og en god løber, og hun læser spillet godt,« siger Dayana Yastremska.
Spørgsmålet er, hvordan man slår Wozniacki.
»Vil du have mig til at afsløre taktikken? Selvfølgelig vil jeg ikke det,« siger Dayana Yastremska.
Træner har arbejdet for Wozniacki
Dayana Yastremska trænes af tyskeren Sascha Bajin, der i en periode var assistenttræner og såkaldt hittingpartner for Caroline Wozniacki.
Derfor har han et stort kendskab til Wozniackis styrker og svagheder.
»Måske er et en fordel, fordi han kender hende godt og kender nogle små detaljer. Men jeg har også min egen ide om, hvordan jeg skal spille imod hende,« siger Dayana Yastremska.
Mange begynder igen
Hun er godt klar over, at det er Wozniackis sidste turnering, og hun dermed kan lukke danskerens karriere. Men det påvirker hende ikke.
»Jeg tænker ikke på det. Jeg læste godt i går, at det er den sidste turnering. Men mange spillere siger, at det er den sidste, men så fortsætter de alligevel, fordi de elsker spillet. Men det er nok hendes sidste turnering, hvis hun siger det. Men det tænker jeg ikke så meget på. For mig er det bare en almindelig kamp, jeg ved ikke hvordan det bliver for hende,« siger Dayana Yastremska.
1-0 til Yastremska
Dayana Yastremska er nummer 21 i verden, men det stopper ikke her.
Hvad er dit mål i år?
»At vinde en grand slam-turnering. Jeg har også andre mål, men det vil jeg ikke fortælle om, men jeg håber, at de går i opfyldelse.,« siger Dayana Yastremska.
De to spillere har mødt hinanden en gang tidligere. Det var i en turnering i Cincinnatti i 2019. Her vandt ukraineren med 6-4, 6-4.
»Hun er en god spiller. Jeg vil se vores første kamp igennem igen. Det bliver afgjort ikke nemt,« siger Dayana Yastremska.
Kampen imellem Caroline Wozniacki og Dayana Yastremska spilles natten til onsdag kl. ca. 02.30 dansk tid. Du kan læse om Caroline Wozniackis kamp i anden runde imod ukrainske Dayana Yastremska på www.jp.dk, så snart kampen er færdigspillet.