Wozniacki servede sig selv ud af US Open
Sæsonens åbenbaring var for hård en opgave for Caroline Wozniacki, som tabte 4-6, 4-6 i tredje runde af US Open.
New York
Placeret direkte i solen var Piotr Wozniacki formummet bag solbriller og kasket.
Trods al beskyttelsen var han ved at koge over under Caroline Wozniackis lørdagskamp ved US Open - ikke af varme, men af hjælpeløshed, da han så sin datter og elev formøble et ellers lovende comeback og ryge ud i tredje runde, da hun mod slutningen slet ikke kunne få sine server til at køre og derfor gang på gang formøblede de hårdt tilkæmpede åbninger.
Bianca Andreescus sejr på 6-4, 6-4 var langt fra ufortjent, men den 19-årige havde gennem hele kampen marginalerne med sig og var mere end rystet i midten af andet sæt. Hendes 10 år ældre modstander havde reelt været ude af turneringen efter at være kommet ned med to breaks og 0-3, men med ét stod den 3-3, Caroline Wozniacki servede, kunne bringe sig foran og var på vej mod endnu en kolbøtte i stil med de hidtidige optrædener af dette års udgave af årets første grand slam.
I både første og anden runde tabte Caroline Wozniacki første sæt til henholdsvis Yafan Wang og Danielle Collins, inden både kineseren og amerikaneren hjælpeløst så danskeren vende forestillingen på hovedet og gennemføre et solidt comeback til sejr i tre sæt.
Da hjalp rutinen hende, og håbet var at kunne nå op på et ”erfaringshattrick”, men desværre for Caroline Wozniacki - og træner Piotr Wozniacki på tilskuerpladserne - fik hun aldrig leveret det fornødne tryk med startslaget, og Bianca Andreescu havde derfor alt for let ved at genvinde fodfæstet, ride stormen af og altså sikre sig sejren i to sæt.
En reuglær triumf for Bianca Andreescu, der aldrig tidligere havde optrådt på Flushing Meadows-anlæggets mest feterede bane, Arthur Ashe, eller nogle af de tilsvarende hovedarenaer i de øvrige grand slams.
Caroline Wozniacki var til gengæld for ottende gang nået så langt i US Open og har kun tabt i ét tilfælde - i 2013 til Camila Giorgi, dengang verden nummer 136. Altså noget af en sensation, hvilket også var overskriften efter det hidtil eneste møde mellem Caroline Wozniacki og Bianca Andreescu tilbage i januar.
Førstnævnte kom fra en sæson med Australian Open-titel som et grand slam-forløsende højdepunkt, var nummer tre og førsteseedet i Auckland.
Sidstnævnte havde forinden kun spillet seks kampe på WTA Tourens højeste niveau, var totalt ukendt og måtte slå sig gennem kvalifikationen for overhovedet at blive lukket ind i hovedturneringen.
Dér slog hun ikke bare den danske veteran 6-4, 6-4, men endte som tabende finalist for siden at tage revanche. I Indian Wells, en af de største turneringer lige under de fire grand slams, slog hun først verdensfemmeren Elina Svitolina i tre sæt i semifinalen, inden verdensotteren Angelique Kerber fik samme behandling i finalen.
Den afsluttende opvarmningsturnering inden US Open vandt Bianca Andreescu endnu lettere, da Serena Williams i Toronto måtte trække sig med rygproblemer ved stillingen 1-3 i slutkampen.
Altså en perfekt optakt, hvilket ikke kan siges om Caroline Wozniackis indgang til årets sidste grand slam.
Leddegigt og skadesproblemer har reduceret sæsonen til en ujævn omgang med afbrydelser, genoptræning og nye nedbrud, så med to sejre havde opholdet i New York allerede givet tiltrængt forandring og en følelse af optur inden matchningen med Bianca Andreescu.
Solen kunne Caroline Wozniacki dog trods alt ikke regne med hjælp fra, da den har for vane at skinne lige meget på alle tennisspillere uanset baggrund, alder og professionelt ståsted. Lørdag afveg dog fra normalen, da den ene ende af banen lå badet i varme, mens den anden var skyggefuld.
Caroline Wozniacki begyndte i lyset og måtte afbryde serveafviklingen efter at have kastet bolden op i luften, fordi hun blev generet af den gule klump foroven. Et skidt varsel, og Bianca Andreescu brød da også i første forsøg til 1-0 som en konsekvens af manglende længde i modstanderens slag og en åben invitation til at angribe.
Efter sidebyttet røg var det dog hendes tur til at blive grillet – og vupti, Caroline Wozniacki brød ikke kun straks tilbage, men servede sig smertefrit på 2-1. Allerede på dette tidlige tidspunkt var veteranens taktik klar – ganske klogt forsøgte hun så vidt muligt at undgå ynglingens forhånd, som eksperter har døbt den bedste på hele Touren.
Direkte uheldig med et par slag – 0-30 og siden dobbeltfejl til to breakbolde.
Et hug af en baghåndsvinder neutraliserede den første, et alt for vildt sving af en servereturnering sejlede den sidste ud over baglinjen, og kort efter sikrede Caroline Wozniacki sig 3-2 med et servees og minifejrede det med et ”Come On”.
Dystens første parti vundet nede i solen – havde hun sikret sig et lille overtag?
Ingenlunde, for Bianca Andreescu strålede tilbage og overgik sin udfordrer ved at snuppe de næste to til føring 4-3 på blandt andet endnu et break – og minifejrede det sjovt nok også med et ”Come On”.
Opgøret vekslede mellem mange fejl og en del højdepunkter og blev derfor ikke rigtigt medrivende, indtil det ottende parti, hvor de to fik presset det bedste ud af hinanden og Andreescu først fik øget til 5-3 i sin tredje fordel.
Det næste af Andreescus indeholdt flere regninger for Wozniacki.
For det første tabte hun sættet 4-6.
For det andet fik hun sig en kæmpe forskrækkelse, da hun i jagten på en bold steppede mod venstre og i bevægelsen kom til skade med højre fod. Tilsyneladende ikke et decideret vrid, men snarere et for voldsomt tryk i sammenstødet mellem fod og underlag.
Caroline Wozniacki testede forsigtigt foden og bad straks om at blive tilset ved næste pause, men var ikke altså umiddelbart for medtaget til at spille.
Efter en længevarende behandling kom hun da også tilbage på banen, men uheldigvis slet ikke på samme niveau som tidligere. Læg dertil, at marginalerne bare ikke var gode ved hende og blandt andet forærede Andreescu et point, da Wozniacki i første parti af andet sæt ellers flot løb en stopbold op og lobbede sin modstander for blot at se nedslaget være millimeter på den forkerte side af stregen.
Blandt andet derfor blev Wozniacki brudt ved allerførste lejlighed, da hun ellers indledningsvis havde afværget to breakchancer. Derefter tog Andreescu sit eget parti rent, brød til 3-0 og så pludselig ud til at kunne gøre noget virkelig grimt ved Wozniacki.
Så stor var følelsen af medgang både mentalt og teknisk, at hun simpelthen lavede en stopbold på en af Wozniackis servereturneringer – et sjældent syn, men nok også en kende for overskudsagtigt.
I hvert fald blev Caroline Wozniacki tilsyneladende provokeret til live, brød til 1-3 og skubbede yderligere til Andreescu, der forsøgte at genvinde fatningen med mere kraft i både slag og støn uden dog at forhindre en yderligere reducering til 2-3 trods føring 40-0 i Wozniackis serv.
Nu blev den unge canadier testet og hev en lav karakter ved at kaste 3-3 i favnen på Wozniacki med blandt andet en dobbeltfejl. Man kunne ikke undgå at tænke tilbage på alle Wozniackis vellykkede redningsaktioner – ville hun igen-igen møve sig ind fra klippekanten?
Modstandsviljen blev i den grad sat på prøve allerede i hendes næste serveparti, da Andreescu bragte sig foran 40-0 ved blandt andet at smække bolden på netkanten og få den til at ændre retning. Wozniacki kom på 30-40 uden at komme helt i land, men lussingen til 3-4 fik hende til at slynge en knytnæve i den anden retning med udligning til 4-4 på et øjeblikkeligt brud, hendes tredje i træk.
Den surrealistiske forestilling blev direkte absurd, da Wozniacki så for tredje gang i træk kom på 0-40 i eget serveparti og blev brudt for anden gang i rap.
Svært at følge med?
Ingen grund til at skamme sig, det havde tilskuerne også, men i det mindste forsøgte de at holde liv i affæren ved konstant at bakke Wozniacki op. Ned på banen måtte de dog ikke komme for at assistere hende med slagene, og selv kunne hun altså til sidst ikke længere stå imod presset og blev skyllet ud af US Open med 4-6, 4-6.