Wozniacki fik bokset sig videre i US Open
Endnu et tungt første sæt, endnu et comeback var fortællingen om sejren på 4-6, 6-3, 6-4 over Danielle Collins.
New York
Efter flere årtier som globetrottere ud i tennis har familien Wozniacki venner overalt i verden.
Mange ynder at komme forbi til en tenniskamp, og torsdag sad sværvægtsbokseren Adam Kownacki derfor med i Caroline Wozniackis ringhjørne til US Open-kampen mod Danielle Collins. Derfra kunne han se hende tage tælling, rejse sig igen og vise så tilpas megen udholdenhed, at sejren på 4-6, 6-3, 6-4 var fortjent.
Belønningen er et avancement til tredje runde og en revanchedyst mod Bianca Andreescu, der tilbage i sæsonens første turnering så stort på sin placering som nummer 152 på verdensranglisten og besejrede danskeren som springbræt til et stærkt år med to titler og et hop op til nummer 15 i verden.
Umiddelbart bliver canadieren trods sine blot 19 år da også en gedigen udfordring for Caroline Wozniacki, der stadig har megen tvivl knyttet til sin holdbarhed, fordi hun efter en sæson spoleret af leddegigt og skader nu pludselig har spillet to lange kampe på kort tid.
Rent faktisk var hendes udtryk på banen ukarakteristisk afdæmpet, men efterfølgende nægtede hun, at den omstændighed havde noget at gøre med endnu et anfald af den drilske sygdom, og under alle omstændigheder skal hun først i kamp igen lørdag.
Selv vil Caroline Wozniacki sikkert ønske sig tilbage til Arthur Ashe, anlæggets hovedarena, hvor dysten mod Danielle Collins var henlagt som første punkt på det berømmede aftenprogram, der dog ikke kom til at levere helt så storartet underholdning som håbet af tilskuerne.
Thanasi Kokkinakis måtte skadet trække sig fra sit møde med Rafael Nadal. Dermed fik spanieren en fribillet til tredje runde, mens publikum fik en lang næse. Som en lille trøst var matchningen mellem Wozniacki og Collins mere end seværdig – og helt ukarakteristisk i begyndelsen.
Åbningspartiet bød på ét es, tre forkølede servereturneringer fra Collins og føring på 1-0 til Wozniacki, der dermed ikke fik lov at røre bolden i regulært spil. Altså en bedre fornemmelse end forleden mod Yafan Wang, der bragte sig foran 4-0 på et kvarter, men Danielle Collins var dog også mere end klar.
Ved stillingen 2-2 var kun 1 af 17 point gået mod serveren, det femte parti blev lige så ensidig en affære, men uheldigvis med Danielle Collins som styrmand mod et rent brud.
Dermed så Caroline Wozniacki ud til at videreføre dagens tema, bøvl for de kvindelige forhåndsfavoritter. Inden den tidligere verdensetters kamp havde indledningen på årets sidste grand slam skubbet 10 af de 32 seedede kvinder ud i mørket, tre af disse fra den forventede Top 10. Ikke noget særsyn, men alligevel af en vis betydning for den danske 19. seedede.
To af de forkastede udvalgte, fjerdeseedede Simona Halep og sjetteseedede Petra Kvitova, var nemlig placeret i Caroline Wozniackis fjerdedel og var hendes forventede modstandere i henholdsvis fjerde runde og kvartfinalen. Deres nederlag var naturligvis et udslag af, at to andre spillere, Taylor Townsend og Andrea Petkovic, øjeblikkeligt er stærkere, men alligevel en markant åbning af to grunde.
For det første besidder ingen af de to outsidere samme stabilitet som Halep og Kvitova og kan derfor blive mærkede senere i turneringen.
For det andet var overraskelserne en påmindelse til Caroline Wozniacki om at være skarp, og trods det tidlige bump med amerikansk føring spillede den danske veteran faktisk ganske fint. Serverede gode server, fik god længde på grundslagene og forsøgte også at gribe momentet ved af og til at træde ind og angribe bolden i stedet for som ofte at vælge det sikre og defensive. Problemet var blot, at Danielle Collins gjorde nøjagtig det samme – og alt sammen lidt bedre.
Ganske vist var forestillingen hendes første oplevelse af en anden runde i US Open, men tilbage i januar nåede den 25-årige hardhitter semifinalen i Australian Open og er på de bedste dage en trussel mod alle i verdenstoppen.
Særdeles veloplagt formåede hun derfor mod Caroline Wozniacki oftest at nulstille en fejl med en klasseaktion i næste handling, og efter at have bragt sig foran 5-3 smed hun et ”Come ooonn” op mod sin boks i tilfredshed med sig selv og kampbilledet.
På det tidspunkt var to bolde røget ud af banen, og Caroline Wozniacki må have været fristet til at kyle de sidste ud over siden på Arthur Ashe-tribunerne for at fremkalde en lille pause og en lille tænkepause for at komme op med et eller andet.
De to kombattanter spillede dog videre – ud fra samme manuskript, og i et medrivende parti med en breakmulighed til udligning for Caroline Wozniacki fik Danielle Collins ganske forudsigeligt hevet første sæt hjem 6-4.
Samme knibe var Caroline Wozniacki viklet sig ud af i første runde, og første følelse af medvind kom straks i andet sæt, da Danielle Collins med ét begyndte at sjuske med dobbeltfejl og sløset positionering til sine slag - med lidt uønsket hjælp fra Caroline Wozniacki, der forsøgte at satse endnu mere på udvalgte tidspunkter.
Ét brud til to brud blev til 5-0, men turen derhen var dog ikke uden knaster. Ved 3-0 måtte Caroline Wozniacki vende fra 15-40, men samme redningsaktion lykkedes hun ikke med senere og måtte derfor æde en reducering til 2-5.
Stadig en komfortabel føring, men ingen grund til at lege med ilden, selv om Danielle Collins var faldet et nøk i niveau og ufrivilligt vekslede mellem hit og skidt. Derfor forærede hun da også Caroline Wozniacki en sætbold for dog så kort efter at komme på 3-5.
Umiddelbart derefter gik Caroline Wozniacki imidlertid fra 15-30 til sætsejr på 6-3 med tre kompromisløse server, hvorefter begge hovedpersoner gik direkte fra banen til en af de tilladte toiletpauser. Tilbage kom de til det afgørende sæt, og rent statistisk var Caroline Wozniacki i en ønskeposition.
Gennem karrieren har hun 118 gange været i en tresætter efter at have tabt første sæt og har vundet 83 af disse svarende til 70 pct. som et udtryk for en overlegen evne til at fastholde momentum, når først hun har rystet modstanderen ved at vende affæren på hovedet.
Allerede ved 1-1 havde Caroline Wozniacki breakchancen, som dog forblev uudnyttet. Bagud 2-3 blev hun så testet i sin egen serv, da hun smækkede en bold på baglinjen og til sin forbavselse måtte se den blive kaldt ude. En challenge blotlagde fejlen, Caroline Wozniacki kiggede opgivende op på stoledommeren, der dog kun kunne diktere omspil af bolden, som Danielle Collins tilmed tillod sig at vinde.
Ville uretfærdigheden genere Caroline Wozniacki så meget, at hun mistede fokus?
Nej, hun fik udlignet til 3-3 – ikke mindst i kraft af en brat stigning i antallet af uprovokerede fejl fra den anden side af nettet. Danielle Collins var slet ikke til at kende fra første sæt, smed bolde langt, skævt og i nettet, så hun til sidst ikke kunne brokke sig over at blive brudt til 3-4 og kort efter afparerede to matchbolde mod sig i egen serv.
Afskeden var dermed udskudt, men kunne ikke forhindres, da Caroline Wozniacki i sin egen serv satte den afgørende knytnæve ind og fik hamret Danielle Collins i gulvet.