Fortsæt til indhold
Tennis

Wozniacki fik fordrevet spøgelserne

Onsdag klarede Caroline Wozniacki en speciel opgave med bravour.

Wimbledon

Alle kampe er ens.

Det er blandt tennissportens største klicheer, som i hvert fald ikke kunne klistres på Caroline Wozniackis opgør onsdag i Wimbledon.

Mødet med Veronika Kudermetova var pakket med så meget forhistorie, at Caroline Wozniacki umiddelbart efter sejren på 7-6, 6-3 indrømmede at være glad for at have taget revanche for en nylig lussing – leveret af netop den 22-årige russer.

»Sidste gang tabte jeg til hende, så det var rart at få betalt tilbage. Det var meget vigtigt, men jeg er naturligvis også meget glad for at være kommet videre. Jeg har spillet godt, min krop har det godt, og forhåbentlig kan jeg få nogle flere kampe,« indrømmede Caroline Wozniacki i et tv-interview.

Indtrykket var da også helt anderledes end i mandags, og også statistisk så Wozniacki godt ud med kun seks uprovokerede fejl og et totalt fravær af breakmuligheder til Kudermetova.

På premieredagen fik Caroline Wozniacki til gengæld noget nær den dårligst mulige indledning på dysten mod Sara Sorribes Tormo og var bagud 0-4 i løbet af ingen tid for dog så at få styr på nerver og spanier, der skadet måtte trække sig ud bagud 4-5 og nede med tre sætbolde.

Samme vakkelvorne udlæg kunne den tidligere verdensetter ikke tillade sig at præstere mod Veronika Kudermetova. Tilbage i maj mødtes de to i første runde af French Open, hvor Wozniacki blæste til 6-0 for siden helt at miste kontrollen og tabe de næste to sæt 3-6, 3-6 som lavpunktet i en periode præget af småskader og helbredsproblemer forårsaget af leddegigten.

Nu skulle hun altså op mod spøgelset igen – endda inde på Bane 1, hvor hun på samme stadie af turneringen sidste år var storfavorit mod Ekaterina Makarova efter at have vundet den sidste opvarmningsturnering i Eastbourne.

Eksperter troede på hende som vinder af den traditionsrige turnering i det sydvestlige London, men verdens nummer 35 viste sig igen som en dreven outsider og vandt med 6-4, 1-6, 7-5 i et opgør præget af drama, sværme af flyvemyrer og en dansker, som efterfølgende i uvant stil mistede fatningen og talte nedsættende om modstanderen samt dennes chancer for nogensinde at præstere noget lignende igen.

Med samme frustrationer endte Caroline Wozniacki altså ikke denne gang.

7-6 virker til at fortælle historien om en tæt affære i første sæt, hvilket det i sagens natur også var, men Caroline Wozniacki var ovenpå fra begyndelsen.

Egne partier blev vundet overbevisende, flere af dem rent og med samlet set kun fem point til Veronika Kudermetova. Til gengæld sloges Caroline Wozniacki med forvaltningen af åbninger i outsiderens serv.

Fem breakmuligheder blev misbrugt, men i den uundgåelige tiebreak kom den fortjente belønning i form af sætsejr.

Billedet var det samme i efterfølgeren.

Veronika Kudermetova leverede gode server og glimtvise prøver på store slag, men for meget endte skævt, langt eller i nettet, så det var nærmere et spørgsmål om hvornår end om hvorvidt, Caroline Wozniacki ville dreje kniven i såret.

Det skete tidligt med et brud allerede til 2-1, og derfra kunne det være gået rigtigt hurtigt.

Ved stillingen 3-1 endte spillerne syv gange på lige i Kudermetovas serv, men trods to breakmuligheder måtte Caroline Wozniacki æde reduceringen til 2-3 og kom straks i vanskeligheder med 0-30.

En god serv ned langs linjen skabte ro, 4-2 kom i land, og allerede efter blot et sidebytte fik hun tilspillet sig sin første matchbold på en netruller, men den blev misbrugt.

Den næste var en foræring fra Veronika Kudermetova i form af en kæmpe afbrænder på en smash oppe ved nettet, men russeren fik gjort skaden god igen.

Den tredje blev udløst af en løs Kudermetova-forhånd i nettet, og nu var det slut, da Wozniacki flot smækkede en lav bold ned i fødderne på modstanderen, der oppe ved nettet kun kunne dirigere bolden ud af banen til nederlag på 6-7, 3-6 efter 1 time og 47 minutters spil.

I næste runde møder Caroline Wozniacki på fredag Shuai Zhang, en 30-årig kineser placeret som nummer 50 i verden og med én sejr til hver i de hidtidige to opgør.