Fortsæt til indhold
Tennis

Canadier slår rasende Zverev hjem i Melbourne

Alexander Zverev håndterede sit nederlag med alt andet end ro, da han mandag tabte til Milos Raonic.

/ritzau/

Milos Raonic slog hårdt og sendte med en relativ sikker hånd den fjerdeseedede Alexander Zverev ud af Australian Open i fjerde runde.

Det skete med cifrene 6-1, 6-1, 7-6 på turneringens hovedanlæg, Rod Laver Arena, tidligt mandag morgen dansk tid.

Dermed er canadieren, der er seedet som nummer 14 i turneringen, sikret en plads i kvartfinalen, der spilles onsdag. Det er fjerde gang, at Raonic når kvartfinalen.

Raonic lod især sin serv gøre arbejdet, da han ekspederede den 21-årige tysker, der af mange ses som et af de nye stjerneskud i tennissporten, ud af turneringen.

Selv om Zverev fik brudt sin serv i første spil, så vandt han efterfølgende otte bolde. I andet sæt fik tyskeren tilsyneladende nok af sit eget underpræsterende spil.

Efter at være kommet bagud 1-4 satte tyskeren sig på bænken og hamrede sin ketsjer ned i banen flere gange, indtil den gik i stykker.

Han fik en advarsel for sin opførsel, men forlod banen efter at have tabt sættet. Han vendte dog tilbage med mere fokus og kæmpede bravt for at komme tilbage i spillet.

Måske var det for lidt og alt for sent. Selv om Zverev fulgte langt bedre med i tredje sæt, fik Raonic igen sat ham under pres og kunne til sidst tage sættet 7-6.

Med sejren skal den tidligere Wimbledon-finalist op mod enten Borna Coric, der er seedet som nummer 11, eller Lucas Pouille, der er seedet som nummer 28, i kvartfinalen.

Raonic nåede også kvartfinalen i Melbourne i 2016.