Fortsæt til indhold
Tennis
Artiklen opdateres

Wozniacki havde tårer i øjnene, men det var af bevægelse

Ved den første test i titelforsvaret slingrede Wozniacki ikke og kom let videre i Australian Open.

MELBOURNE

Første kamp i sit første titelforsvar i årets første grand slam.

Og første mester siden 2003 til at tabe i første runde?

Nej, Caroline Wozniackis niveau viste sig stærkere end kæden af nok så mange ”førster”, og uden alvorlige problemer, men dog ikke uden en regulær dyst spillede hun sig mandag videre i Australian Open.

Efter megen spænding og snak i optakten var sejren en forløsning, hvilket blev tydeliggjort af de våde øjne, som Caroline Wozniacki indrømmede at stå med under det efterfølgende interview nede på banen.

Alison Van Uytvanck var ganske modstandsdygtig mod Wozniacki. Foto: Jewel Samad/AFP

Helt som krævet havde hun på godt halvanden time fået udmanøvreret Alison Van Uytvanck med 6-3, 6-4, men belgieren viste sig ganske modstandsdygtig, hvilket kan blive en fordel for danskeren. På den måde blev hun nemlig straks presset op i tempo – ikke noget med at lalle sig igennem, og i den udgave har Wozniacki langt de største chancer for at nå langt i så stor en turnering, da hun aldrig har kunnet udmanøvrere de bedste konkurrenter på ren slagstyrke.

Mindre kunne altså også gøre det på en af karrierens mest specielle dage.

I hele forberedelsen var Caroline Wozniacki blevet spurgt til følelsen af at komme tilbage til stedet, som for knapt et år siden var skueplads for hendes ubestridte højdepunkt som tennisspiller. I optakten til selve dysten blev tilskuerne på Rod Laver Arena mindet om hendes bedrift med videoklip fra finalesejren over Simona Halep, men derefter blev præstationen sat ind i en større sammenhæng.

Inden aktørernes entre blev manden bag banens navn nemlig hyldet, fordi han for 50 år siden vandt turneringen på vej mod sin anden ”Calender Slam”, hjemtagelsen af samtlige fire grand slams i samme kalenderår. Den høst har ingen herrespiller siden præsteret, og derfor meget passende, at en overordentlig ærbødig Novak Djokovic var udpeget til at overrække en pokal til den 80-årige australier i anerkendelse af hans status.

Sat ind i den kontekst er Caroline Wozniacki stadig et stykke fra at opnå historisk legendestatus, som hun dog rent statistisk kom en smule nærmere med afmonteringen af Alison Van Uytvanck. Den 24-årige belgier skal dog have ros for sin indsats og for at bevise, at tal af og til ikke er mere end tal - rent spillemæssigt var afstanden nemlig langt fra lige så stor som de 49 pladser fra hende op til Wozniackis tredjeplads på verdensranglisten.

I den danske lejr kan man sagtens have nået at blive nervøs i en indledning, hvor begge kombattanter overraskende fandt sig til rette og leverede ganske acceptabel tennis. Mange lange dueller i mange lange partier og et kampbillede helt som ventet.

Alison Van Uytvanck forsøgte sig med stor afveksling i slagvalget og gik fladt så ofte som muligt for at tiltvinge sig initiativet, og kun i kraft af sit store løbepensum og store sikkerhed i de defensive redningsaktioner holdt Wozniacki sig fra at blive væltet.

Efter misbrugte breakchancer til dem begge knækkede favoritten først koden under ret specielle omstændigheder. Foran 3-2 tog Wozniacki en challenge på et servees fra Van Uytvanck. Gentagelser viste, at bolden var ude med ganske få millimeter, Wozniacki vandt ombolden og bragte sig foran på en dobbeltfejl fra outsideren.

Hvordan ville Alison Van Uytvanck mon reagere på sådan en modgang efter ellers at have været så flot med? – lige så flot skulle det vise sig.

Hun fortsatte med at søge sin chance, men ganske langsomt begyndte gabet i erfaring og klasse at vise sig, og efter at have vundet første sæt slap Wozniacki aldrig grebet, da først hun bragte sig foran 2-1 på et break.

Næste runde byder på et rent skandinaveropgør, når hun for første gang nogensinde står over for Johanna Larsson. Svenskeren ligger nummer 75 i verden og er i syv forsøg aldrig nået længere i Australian Open, men mandag kom hun i det mindste let over første forhindring, da Vera Lapko måtte trække sig ved stillingen 6-7, 0-3.

Undervejs i en tidligere kamp må Harriet Dart have overvejet at opfinde en alvorlig halten og tage samme udvej som den skadede hviderusser.

Efter at have slået sig igennem kvalifikationen blev den første grand slam-optræden væk fra fødeøen en regulær ydmygelse for den 22-årige brite, der endda blev udsat for den spillemæssige afklædning på det værst tænkelige tidspunkt på det værst tænkelige sted – 2019-udgavens første kamp på anlæggets hovedbane, Rod Laver.

Sådanne omstændigheder har Maria Sharapova ofte håndteret, nu er russeren blevet 31 år, men ikke for gammel til at trykke uimodståeligt på og smadre Harriet Dart med 6-0, 6-0 på blot 63 minutter.

Den femfoldige grand slam-vinderskal nu op mod en anden svensker, Rebecca Peterson, i en dyst om at møde enten Larsson eller Wozniacki.