Lang vej tilbage, men Wozniacki kom over første bump
I US Opens første runde besejrede danskeren let Stosur med 6-3, 6-2.
Caroline Wozniacki har en pudsig statistik i US Open.
Danskeren nåede finalen i 2014, røg ud i anden runde i 2015, nåede semifinalen i 2016, røg ud i anden runde i 2017 og må vel derfor være regne med et topresultat i årets udgave.
Tirsdag blev første hurdle da også godt overstået med 6-3, 6-2 over Samantha Stosur, men efter den mildt sagt lunkne optakt med tidlige nederlag i nogle turneringer og afbud til andre på grund af skader er Caroline Wozniacki stadig langt fra at ligne en titelkandidat.
De sidste dage inden US Open bidrog Wozniacki-lejren selv til forvirringen med forskellige meldinger om hendes indtag eller ikke-indtag af medicin, men til sin personlige 2018-premiere i New York var hovedpersonen dog ikke hæmmet af mistænkeligt løse lemmer, eller store bandager.
Til gengæld manglede hun helt klart overskud i nøglesituationerne. Tøven forhindrede hende i at udnytte pludselig åbninger, hvor hun normalt bare slår til uden betænkningstid, vilde udsving i serverne lod Stosur være meget mere og meget længere med end nødvendigt, og manglende konsekvens i slagene kostede alt for ofte initiativet.
Australieren var imidlertid endnu ringere kørende på alle de tre parametre, og allerede fra begyndelsen stod det klart, at Caroline Wozniacki mest af alt var oppe mod sig selv – og solen.
Med kampen sat i gang kort efter middag lokal tid gjorde den gule klump med sine generende stråler svært for hovedpersonerne at serve i den ene ende af banen, og også derfor blev det en ukøn og ujævn forestilling med en strøm af breaks og breakmuligheder.
Ved 3-3 forærede Samantha Stosur det hele væk med tre dobbeltfejl i samme serveparti og kunne efter bruddet ikke forhindre Wozniacki i at snuppe første sæt 6-3. Andet sæt var en kopi, og et dansk break til 4-2 var kort efter vekslet til et andenrundemøde med Lesia Tsurenko.