Fortsæt til indhold
Tennis

»Det må også gerne være lige så let i finalen«

Caroline Wozniacki nåede knapt at blive varm, inden hendes kamp i anden runde ved French Open var vekslet til en billet ind i tredje.

6-1, 6-0 og tilbage til sofaen.

Caroline Wozniacki nåede knapt at blive varm, inden hendes kamp i anden runde ved French Open var vekslet til en billet ind i tredje.

Blot 51 minutter skulle verdenstoeren bruge på at besejre Georgina Garcia Perez og demonstrerede dermed, at afstanden ned til rangeringen som nummer 219 nogle gange er lige så stor i virkeligheden på papiret.

Efterfølgende havde far og træner Piotr Wozniacki da også mere end svært ved at være kritisk.

»Det var fornufigt, og der var ikke noget, som Caroline skulle gøre ekstraordinært i kampen. Hun skulle være koncentreret med sine returneringer, og hun spillede fornuftigt og så, at modstanderen lavede mange fejl fra forhåndssiden, og så holdt hun bolden meget derovre,« analyserede Piotr Wozniacki, der ikke var overrasket over at have fået serveret så ensidig en forestilling.

»Det er ikke så nemt for piger, der spiller første gang på opvisningsbanen, så det var en stor fordel for Caroline. Caroline var selv klar og gjorde det meste fornuftigt som at stå lidt længere tilbage på spanierens andenserv, så hun stadig fik tid til at slå bolden ordentligt.«

Nu venter sidstnævnte vinder af den interne værtsdyst mellem Alizé Cornet og Pauline Parmentier, verdens nummer 74, som Caroline Wozniacki fører 3-1 over i interne møder. Det seneste endte dog med fransk sejr, da Caroline Wozniacki måtte trække sig med en skade før tredje sæt i deres kvartfinale i Istanbul for en måned siden og bagefter kunne se den 32-årige Parmentier gå hele vejen til karrierens tredje WTA-titel, og af samme grund holder Piotr Wozniacki sig fra at lette af overmod.

»Alt er fint, men der er stadig lang vej. Det er ikke gået for nemt. Vi skal fokusere på næste kamp, og det er det vigtigste, men det må også gerne være lige så let i finalen.«