Olympiske Lege

Ud af det blå blev der skrevet dansk VM-historie

Årets Sportsnavn 2009: Lotte Friis sikrede Danmark det første VM-guld i langbanesvømning nogensinde.

Lotte Friis overraskede alt og alle i 2009, da hun vandt VM. Foto: Lars Krabbe

»Ud af det blå. Det kan ikke lade sig gøre. Lotte Friis, verdensmester i 800 meter i tiden 8.15,92. Jeg får hjerteslag.«

Sådan lød ordene i de afgørende sekunder fra DR’s kommentator Morten Hausborg, da svømmeren Lotte Friis gjorde det noget nær umulige og vandt 800 meter fri-finalen ved VM i Rom. Hun satte samtidig ny mesterskabsrekord og selvsagt ny dansk og nordisk rekord. Året var 2009. Med VM-triumfen havde den danske svømmer sikret Danmark det første VM-guld i langbanesvømning nogensinde. Det hidtidige højdepunkt i hendes karriere var nået. Der gik da også hele seks sekunder, fra Lotte Friis’ hånd havde rørt bassinkanten, til den første reaktion kunne ses. En hovedrysten var det eneste, hun kunne fremkalde.

Overraskende OL-bronze

Tidligere på dagen havde Lotte Friis vundet sølv i 1.500 meter fri i den italienske hovedstad og satte i samme ombæring ny verdensrekord i distancen – den første danske verdensrekord i mange årtier. Hun skrev sig dermed endnu engang ind i den danske VM-historie, idet ingen dansker tidligere havde vundet to individuelle medaljer ved samme VM.

I årene forinden havde den talentfulde danske svømmer ved DM for kortbane i 2007 sat nordiske rekorder i 400, 800 og 1.500 meter fri og deltaget ved OL i Beijing i 2008, hvor hun overraskende vandt en bronze i 800 meter fri og undervejs slog sin egen danske rekord.

Sidenhen har den folkelige svømmer fået flere titler tilføjet til sit imponerende cv, der bl.a. rummer en større mængde EM- og VM-medaljer. I 2011 gentog VM-succesen sig for hende, da hun vandt atter vandt VM-guld, denne gang i 1.500 meter fri, og tog sølvet med sig hjem i 800 meter fri fra verdensmesterskaberne i Shanghai.

Ved dette års OL i Rio blev Lotte Friis nummer syv i finalen i hendes foretrukne olympiske disciplin, 800 meter fri. Hun måtte derfor rejse tomhændet hjem, efter ellers på forhånd at være udråbt til en af Danmarks største medaljehåb. I samme ombæring meldte hun ud, at hun vil tage sin svømmekarriere op til overvejelse.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Tidligere vindere
Årets sportsnavn - Tidligere vindere
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her