Olympiske Lege

Flere OL-konkurrencer skal øge andelen af kvinder

Syv medaljekonkurrencer yderligere skal øge antallet af kvindelige udøvere ved vinter-OL i 2022.

Antallet af medaljekonkurrencer øges ved det kommende vinter-OL i Beijing i 2022.

Det har Den Internationale Olympiske Komité (IOC) bestemt onsdag, skriver flere internationale nyhedsbureauer.

I alt skal der konkurreres om 109 sæt medaljer ved det næste vinter-OL. Det er syv flere end i 2018, og det skal være med til at få flere kvindelige udøvere i aktion.

Ved vinterlegene i Pyeongchang i Sydkorea tidligere på året var 41,1 procent af atleterne kvinder. I 2022 øges det antal til 45,4 procent, oplyser IOC.

Blandt de nye konkurrencer er enerbob for kvinder, big air freestyle på ski for både mænd og kvinder samt holdkonkurrencer i blandt andet snowboard-cross.

Desuden besluttede IOC at udvide kvindernes ishockeyturnering, så der i 2022 er ti hold i stedet for otte.

Ved vinter-OL i Pyeongchang blev Norge den helt store medaljesluger med i alt 39 medaljer. 14 af dem var af guld.

Nordmændene slog rekorden for flest medaljer og tangerede rekorden for flest guldmedaljer.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her