Olympiske Lege

USA's vicepræsident delte VIP-boks med søster til Nordkoreas leder

Repræsentanter for to af verdens største fjender sad meter fra hinanden.

USA's vicepræsident Mike Pence overværede åbningsceremonien for vinterlegene i Sydkorea fra en VIP-boks. Skråt bag ham sad Kim Yo-jong, søster til Nordkoreas leder, Kim Jong-un. Foto: AP/Patrick Semansky

SAN FRANCISCO - Det så flot ud, da atleter fra hele verden marcherede ind ved åbningsceremonien ved vinterlegene i Sydkorea.

Opsigtsvækkende marcherede nordkoreanske – og sydkoreanske atleter side om side. Sportsfolk fra to lande, der teknisk set har været i krig med hinanden i 65 år.

Men set med politiske briller var det ikke det eneste bemærkelsesværdige ved åbningsceremonien.

I VIP-boksen højt over arenaen blev showet overværet af USA’s vicepræsident Mike Pence og hans hustru Karen. Og skråt bag dem - ikke meget mere end en armlængde - sad Kim Yo-jong. Hun er søster til Nordkoreas leder, Kim Jong-un, og formelt et medlem af regimets dynasti, som USA betragter som en af sine største fjender og sikkerhedstrusler mod verden.

Nogle ser dette som lidt af en sejr for Sydkorea, som har forsøgt at bruge legene som en dør til at åbne for dialog med Nordkorea.

Der var dog ingen tegn på, at Pence og Yo-jong talte sammen. Eller hilste på hinanden.

Frem for at komme Nordkorea i møde er Pence’ ambition med besøget i PyeongChang frem for alt at øge presset på Nordkorea og minde allierede om at gøre et samme, skriver flere amerikanske medier.

Før åbningen sprang vicepræsidenten således over en middag, hvor han skulle have delt bord med Nordkoreas ceremonielle leder, Kom Yong-nam.

Pence hilste forinden på alle middagsgæsterne, herunder Sydkoreas leder, Moon Jae-in, og Japans premierminister, Shinzo Abe, men undgik Yong-nam.

Sydkoreas leder, Moon Jae-in, har valgt en anden strategi.

I en historisk scene, som ville have været utænkelig for bare en måned siden, trykkede han hånd med både Yong-nam og Kim Yo-Jong, som er den første person fra Nordkoreas dynasti som har sat fod i Sydkorea siden Koreakrigen.

"Trump" og "Kim Jong-un" blev smidt ud fra OL-tribunen

Moon vil lørdag også holde et formelt møde med den nordkoreanske delegation, og det er muligt, at Kim Yo-jong har en invitation med til at besøge i Pyongyan, har CNN rapporteret.

Det var ikke klart, om Pence’ næsten-møde med Kim Yo-jong har nogen betydning i en forbindelse.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her