Olympiske Lege

Dopingmyndigheder tager imod CAS-beslutning med glæde

Wada og US Anti-Doping Agency ser CAS' udelukkelse af 47 russere som et skridt i den rigtige retning.

"Jeg er glad for beslutningen og den måde, de forklarede den på," siger Wada-præsident Craig Reedie til nyhedsbureauet AP. Foto: Henning Kaiser/AP

Det skaber stor tilfredshed hos Det Internationale Antidoping Agentur (Wada), at 47 russere ikke får lov til at deltage ved vinterlegene i Pyeongchang.

Den Internationale Sportsdomstol (CAS) offentliggjorde natten til fredag dansk tid dommen over de 45 udøvere og to trænere, der havde appelleret et forbud mod at deltage ved vinter-OL.

Beslutningen blev offentliggjort samme dag, som OL officielt skydes i gang med en åbningsceremoni.

- Jeg er glad for beslutningen og den måde, de forklarede den på, siger Wada-præsident Craig Reedie til nyhedsbureauet AP.

- Det står rimelig klart, at de har forstået, at der blev manipuleret systematisk med anti-doping-processen.

- Det betyder, at legene kan gå videre. Atleterne kan fokusere og komme i gang. Nu er det her problem lagt bag os, siger Reedie.

Også hos US Anti-Doping Agency mener man, at beslutningen er den rigtige. Administrerende direktør Travis Tygart beskriver dommen som "et lille glimt af håb i en ellers mørk og beskidt affære".

- Man håber, at retfærdighed har sket fyldest, men hvordan de her atleter kan beholde medaljerne fra Sotji og så blive udelukket her, er svært at forstå.

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) havde nægtet de 47 russere adgang til OL. Også Ruslands Olympiske Komite (ROC) er udelukket.

Russere, der stiller op ved vinterlegene, konkurrerer som "olympiske atleter fra Rusland". Desuden skal de konkurrere under det olympiske flag i stedet for det russiske.

IOC understreger, at CAS' beslutning støtter kampen mod doping og "skaber klarhed for alle atleter".

Ruslands vicepremierminister, Vitaly Mutko, ser derimod beslutningen som udtryk for, at OL er blevet til en "privat fest med strenge krav til at komme ind".

- Det er svært for CAS at træffe beslutninger med udgangspunkt i det pres, der har været, siger han ifølge AP til Interfax.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her