Annonce
Formel 1

Formel 1-grandprix i København rykker nærmere

Et Formel 1-grandprix vil koste mindst 300 millioner, men kan generere milliardomsætning, vurderer Lars Seier.

I morgen holdes det fjerde møde i arbejdet med at få Formel 1 til København. Foto: Eugene Hoshiko/AP

Muligheden for et Formel 1-grandprix i Københavns gader i 2020 rykker nærmere og er blevet meget mere sandsynlig.

Det vurderer tidligere minister Helge Sander og rigmanden Lars Seier Christensen, der har arbejdet med denne plan de seneste år.

Tirsdag afholdt de en briefing på Hotel D'Angleterre i anledning af, at Formel 1-bossen Chase Carey - formand og direktør for selskabet bag Formel 1 - onsdag kommer til København til det fjerde møde mellem parterne.

- Vi kan ikke garantere, at der kommer Formel 1 i København i 2020, men vi er præget af betydelig optimisme. Det skyldes primært fire forhold fra 2017, indleder Helge Sander.

- Først og fremmest var det banebrydende, at banekonstruktøren gav banen, vi har præsenteret, topkarakter. Det andet er, at vi fik en overvældende positiv modtagelse ved mødet i London med Formel 1-organisationen.

- Så har vi haft et møde med de ministre, som har nærmest tilknytning til arrangementet, hvor vi fik et nik og en accept til at gå videre inden for rammerne, vi skitserede.

- Endelig havde vi det seneste højdepunkt, da vi i november inviterede investorer, sponsorer og samarbejdspartnere, og der var ikke bare meget stort fremmøde, men også meget positiv stemning, beretter Sander.

Selvsikker Formel 1-ejer: Vi taler med København

Derudover har det været vitalt for planerne, at en tribuneudlejer har vurderet, at der langs og omkring banen vil være plads til godt 107.000 tilskuere.

De næste skridt er at forhandle med Københavns Kommune for at have en vej at køre på samt økonomiske forhandlinger med regeringen og private investorer. Endelig skal en licens forhandles på plads med Formel 1-organisationen.

Initiativtagerne vurderer, at der skal samles mindst 300 millioner kroner for at stable et arrangement på benene i København, men det skulle ifølge Lars Seier Christensen også være realistisk.

Han vurderer, at indtægterne vil blive langt større.

Formel 1 jubler over danske tv-seere: Interessen for Magnussen og co. stiger betragteligt

- Når jeg finder projektet mere realistisk nu, er det blandt andet, fordi udgifterne lader til at være mindre og indtægtsmulighederne større, end vi først regnede med.

- De bedste steder formår at lave et ekstra spend på 2,5 til 3 milliarder kroner. Så langt kommer vi ikke op, men et sted mellem en og to milliarder, da omkring 60-65 procent vil være tilskuere fra udlandet.

- Der er stor brandingværdi, da Formel 1 globalt er noget af det mest eksponerede på tv og sociale medier. København skal vises fra sin bedste side og komme mere på verdenskortet, og det skal gavne turismen, siger Lars Seier.

Han oplyser endvidere, at det næppe vil blive et enkeltstående event, hvis Formel 1 kommer til København i 2020.

- Formel 1-ledelsen ønsker formentlig så lang en kontrakt som muligt, mens vi ønsker at binde os i kortere tid. Vi håber og tror på en treårig aftale, siger Lars Seier.

Onsdag skal parterne til møde i Erhvervsministeriet og på Københavns Rådhus, inden de selv skal forhandle på Hotel D'Angleterre.

Helge Sander bemærker med et smil på læben, at han håber, mødet kan afsluttes med en festmiddag.

- Vi når slet ikke i mål i morgen, men forhåbentlig kommer vi en del tættere på, siger han.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Sport
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her