*

Motorsport

Nicki Pedersen skal holde pause mindst to måneder endnu

Speedwaysæsonen er ved at gå på held for Nicki Pedersen, men han har ikke opgivet karrieren.

Siden styrtet og de efterfølgende undersøgelser har han overvejet, hvorvidt det er forsvarligt at fortsætte karrieren efter to brud på nakkehvirvlen inden for kort tid. Foto: Linda Johansen

Det er tvivlsomt, om den tredobbelte verdensmester Nicki Pedersen kommer til at køre flere speedwayløb i 2017, men han udsætter foreløbig spekulationerne om et karrierestop.

Nye skanningsbilleder har vist, at hans nakkehvirvel endnu ikke er helet ordentligt efter et styrt i Holsted 24. maj. Derfor skal han holde pause i mindst to måneder endnu, lyder lægernes anbefaling.

- Jeg skal i hvert fald holde pause de næste to måneder, for bruddet er ikke helt helet. Det vil være alt for risikabelt at køre lige nu.

- Jeg kan sagtens gøre det, men det vil være alt for risikabelt at køre med et brud omkring nakken, der ikke er helet endnu. I forhold til sæsonen går timeglasset i den forkerte retning, siger Nicki Pedersen.

Siden styrtet og de efterfølgende undersøgelser har han overvejet, hvorvidt det er forsvarligt at fortsætte karrieren efter to brud på nakkehvirvlen inden for kort tid.

Nicki tester speedwaycykel for første gang i to måneder

En speedwaypension er dog ikke oppe over. Den hårdføre fynbo satser stærkt på at kæmpe med verdenseliten igen.

- Jeg aner jo ikke, hvor fanden jeg står. Hjertet siger 100 procent, at jeg skal køre og komme tilbage, efter jeg ikke har kørt et stykke tid, men i hovedet bliver jeg nødt til at lytte til lægerne efter to grimme skader inden for et år.

- Sæsonen er tæt på at være slut for mig, og det vil da være nemt for mig at sige, at det hele var slut. Men det kan jeg ikke acceptere. Jeg er sportsmand og har kørt speedway i 29 år.

- Derfor håber jeg stadig på mirakler, når jeg får lavet et nyt skanningsbillede om en måned eller to. Så må jeg tage stilling til fremtiden derfra. Men lige nu satser jeg på, at jeg kommer tilbage.

I slutningen af juli var Nicki Pedersen for første gang tilbage på cyklen efter styrtet i Holsted. Han kunne sagtens køre, men det var ikke uden gener.

- Jeg var godt brugt bagefter. Men det kan også skyldes, at jeg ikke havde lavet så meget i to måneder, for jeg var stiv i kroppen i et par dage bagefter, siger Nicki Pedersen

Selv om ikke alle knogler når at hele i 2017-sæsonen, og Nicki Pedersen derfor ikke nødvendigvis når at komme tilbage i konkurrence i år, vil han ikke udelukke at give det chancen på den anden side af nytår.

Nicki Pedersen dropper DM-finale og tygger på fremtid

- Jeg har valgt ikke at sætte større pres på mig selv eller på forventningerne til mig ved at sætte en specifik dato. Det vigtigste er, at jeg lytter til lægerne, siger han.

Nu står han foran en tid, hvor han kun i begrænset omfang må lave fysiske øvelser.

- Nu kan jeg bruge de næste par måneder på at tænke på, hvad der foregår i mit liv, og så skal jeg bevare positiviteten, selv om jeg lige nu føler mig som en løve i et bur.

- Jeg er glad for, at jeg ikke er 23 år længere. Med tiden har jeg lært at arbejde mere med mig selv inde i hovedet. Det havde nok været sværere for mig at tackle sådan en situation, da jeg var yngre, siger 40-årige Nicki Pedersen.

Inden styrtet i Holsted nåede Nicki Pedersen at deltage i sæsonens to første VM-grandprixer. Siden har hans plads været overtaget af Peter Kildemand, der er VM-seriens førstereserve.

Sæsonens syvende VM-grandprix køres lørdag i svenske Målilla. Siden følger yderligere fire grandprixer, før VM-sæsonen afsluttes 28. oktober i Melbourne.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Biler
Så er den her: Den koreanske GTI, som vil ind fra kulden
Hyundai er klar med sin første GTI. Det første møde med Hyundai i30 N viser, at Hyundai mener det seriøst, når de vil ind på markedet for sjove biler og blandt andet tage kampen op med Volkswagen Golf GTI. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her