Annonce
Motorsport

Pedersen og Iversen røg tidligt ud af speedwaygrandprix

Trods to deltagere kom der ingen danskere i semifinalerne ved speedwaygrandprixet i Slovenien.

Hverken Nicki Pedersen eller Niels Kristian Iversen formåede at køre sig videre til semifinalerne, da sæsonens ottende speedwaygrandprix lørdag aften blev kørt i slovenske Krsko.

Nicki Pedersen lavede syv point i sine fem starter, mens Niels Kristian Iversen blev noteret for fem point. Det rakte ikke til en placering i top-8 for nogen af danskerne.

Med to grandprixer tilbage i sæsonen ser det fortsat meget svært ud for Nicki Pedersen at komme i top-8 samlet, en placering der er nødvendig for at sikre danskeren en automatisk plads i næste års VM-serie.

Kørerne havde generelt svært ved at køre på banen i Krsko, fordi arrangørerne havde lagt meget ny belægning på banen.

Derfor var banen noget af en pløjemark at køre på med dybe furer.

Nicki Pedersen lagde ud med en andenplads i sit første heat, og i det næste fik han noget heldigt et enkelt point.

Danskeren fik problemer med sin cykel tidligt i heatet, og han var håbløst distanceret, da briten Craig Cook måtte udgå, så det alligevel endte med et enkelt point til Nicki Pedersen.

Herefter snuppede den 41-årige dansker en andenplads i sin tredje start, inden han i heat 15 stod over for blandt andre Niels Kristian Iversen.

Landsmanden, der var med som reserve efter et afbud fra sloveneren Matej Zagar, havde på det tidspunkt - og noget heldigt - vundet sit første heat, da den førende Maciej Janowski fik maskinskade i sidste sving.

Herefter blev det til en sidsteplads og en tredjeplads til Niels Kristian Iversen før den direkte duel mod Nicki Pedersen og to andre kørere i heat 15.

Det sluttede med en andenplads til Pedersen, mens Iversen endte som nummer tre. Australske Chris Holder vandt heatet, mens slovenske Matic Ivacic sluttede som nummer fire og sidst.

Dermed var der pres på danskerne før deres sidste start.

Her havde Nicki Pedersen inderbane i heat 19, men danskeren skuffede med en sidsteplads og røg ud.

Niels Kristian Iversen kom slet ikke i mål i heat 20.

36-årige Niels Kristian Iversen må trøste sig med, at han allerede er kvalificeret til næste sæsons grandprixserie.

Det gjorde han i juli, da han blev nummer to i Speedway GP Challenge i Landshut.

Lørdagens grandprix i Krsko var Niels Kristian Iversens tredje i år, og i de to første havde han blot opnået ni point, så han samlet er oppe på 14 point.

Nicki Pedersen har 59 point.

Semifinalerne og finalen i Krsko er endnu ikke kørt.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Sport
Annonce
Test: Suveræn letvægtslaptop med skærm til kanten
Huawei har skabt en let og lækker bærbar med ydelse til det tunge arbejde, skærm der fylder hele rammen samt et imponerende lydsystem med Dolby Atmos 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her